Nytår 2020
Traditionen tro, det er kun tredje gang, men nu er det en tradition, skal der afholdes Fru Thulstrup´s Book Award. Der er rullet rød løber ud, gæsterne (pga corona er eneste gæst mig – griner) er trukket i det fineste puds og fanfaren er på vej…
Vi fejrer de bedste krimiudgivelser og mine bud på de allerbedste kommer her
Jeg har før kåret året krimi, skrevet af en mand og årets krimi skrevet af den kvinde. Sidste år blev kategorierne slået sammen, da årets krimi var skrevet af et par. I år deler jeg den igen. Husk at det er ligegyldigt hvilket køn, forfatteren har, ved at dele, giver det bare mig muligheden for at kåre flere bøger.
Årets krimi skrevet af en mandlig forfatter: Michael Katz Krefeld som har skrevet ”Nattens udyr” Den er vild, anderledes og grænseoverskridende.
Årets krimi skrevet af en kvindelig forfatter: Inger Wolf som har skrevet serien Pyromanen, en Mofibo Original som også er udgivet i bogform, tredje del ”Pyromanen – Hævnen” blev bogen som samlede og lod serien kulminere. Serien er overraskende, genial og helt fantastisk godt fundet på.
Årets krimi skrevet af en udenlandsk forfatter: Chris Carter har skrevet nummer 11 i serien om Robert Hunter. ”Skrevet i blod” er krimi i verdensklasse, hvis man er vild med gys og gru.
Årets stykke postkasseguf, er en bog som bare kommer dumpende: M.W. Craven er forfatter til serien om Poe og Tilly. Første bind er oversat til dansk og bogen ”Brændofre” er noget helt særligt. Det er intelligent krimi med et budskab, der er grund til den voldsomme grusomhed og vi kan heldigvis glæde os til flere bøger, i denne serie.
Den bedste 2ér eller 3ér går, i år, til Anne Mette Hancock som har skrevet ”Pitbull”, tredje bind i hendes serie. Anne Mette kan noget helt specielt med at fortælle historier i historien og hun er mester til at twiste et plot. Og hendes bog ”Mercedes-snittet” er en af grundene til at min blog Fru Thulstrup så dagens lys. Helt uventet fik jeg muligheden for at anmelde hendes bog, også var der ikke langt fra tanke til handling, Fru Thulstrup blev skabt, og hun har skabt sig lige siden… Anne Mette – du bor i mit hjerte…
En ny kategori finder, i år, vej til Fru Thulstrup´s Book Award. Årets roman – jeg læser romaner ind i mellem, og i år går prisen, uden tvivl, til bogen ”I guds rige” af Anne Grethe Bjarup Riis – det er en bog som både fik mig til at græde og grine, også er noget af handlingen henlagt til min baghave, i Søby brunkulslejre.
Årets fineste bekendtskab går til en helt særlig gruppe. En gruppe der blev dannet, fordi en journalist var ude med riven efter en gruppe bloggere og vi blev kaldt for en dilettantisk roseklub. Det blev lynhurtigt lavet om til en Rose´klub, da vi ikke mener at vi hverken er dilettantiske eller kun roser de bøger vi anmelder. Denne gruppe er blevet til et sted, hvor vi sparrer, spørger om alt muligt og drager omsorg for hinanden. Tine F – Frk Tines krimitanker, Tine B – Bech´s book´s, Maria F – Book a rest og Christina R – Krummeskrummelure denne er til jer #hjertesmily
Årets bedste blogger oplevelse… Vi er ikke blevet luftet meget i år, men Horsens bibliotek lavede en krimidag som skulle erstatte den aflyste Krimimesse og det var en dejlig dag med foredrag, afstandsknus og gode grin.
Med 75 anmeldelser, har 2020 været et fantastisk bog-år, og 2021 ser ud til at blive lige så godt. Her hos Fru Thulstrup, arbejder jeg stadig på projektet ”Forfatteren i min stue” (læs mere her) og første gæst sidder allerede klar i kulissen – Det er en forfatter som skriver fantastiske krimier, som planlægger udgivelse i sensommeren 2021 og som også har skrevet en bog der foregår i min baghave, så glæde jer, det bliver fedt…
Rigtig Godt Nytår til alle jer som følger med, tak for likes, kommentarer, delinger, tags og deltagelse i konkurrencer – det betyder alverden. Pas på jer selv og hinanden – vi ses i 2021 til meget mere sjov, bøger og ikke mindst lakridspiber.