”Tatovøren fra Auschwitz” er skrevet af Heather Morris. Udgivet af Forlaget Aronsen den 20. august 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Uddrag fra pressebrevet: Tatovøren fra Auschwitz er baseret på den sande historie bag et af de mest kraftfulde symboler på Holocaust – de blå numre tatoveret på fangernes arme. Da Lale Sokolov, en slovakisk jøde, blev beordret til at tage arbejdet som tatovør, brugte han sin position til at bytte juveler og penge fra de myrdede jøder for mad til at holde andre jøder i live. Hvis han blev fanget ville han blive dræbt: mange jøder overlevede på grund af ham. I koncentrationslejrene Auschwitz/Birkenau fik han mange venner, en af dem var Gita.
Der findes mange historier og beretninger om 2. verdenskrig og fra koncentrationslejrene, men jeg tror at dette er den mest hjerteskærende jeg har læst. Lale bliver udvalgt som lejrens tatovør, han giver alle som lukkes ind i lejren et nummer på armen. Da han skal tatovere Gita opstår der en form for forelskelse og de to finder hinanden i alt elendigheden. Der bliver ikke fortalt detaljeret og udpenslet om lejrens frygtelighed. Det hele er fortalt stille og roligt, men stadig, har man grusomheden siddende ved siden af. Det var forfærdeligt og en vederstyggelighed at det kunne ske, og disse historier er med til at forhindre en gentagelse. Det er en fortælling om styrke, vedholdenhed, troen på frihed og kærlighed. Lale giver aldrig op og kæmper sig igennem 3 år i helvede for igen at kunne være fri. Jeg beundrer den slags mennesker og er lykkelig for, at deres beretninger er skrevet ned.
Jeg har selv været på besøg i Auschwitz. Det var under en studietur og vi var 17-18 år. Det var spændende, fortvivlende og hjerteskærende alt på samme tid. Hvis de vægge kunne tale… Vi var en meget stille flok som gik rundt. Der er udstillinger med bjerge at afklippet hår, kufferter, tøj, krykker, briller osv, vi syntes det var vildt også var det kun en brøkdel af hvad der i virkeligheden kunne have været. At have gået igennem porten med teksten ”Arbeit macht frei” er med til at give denne bog en ekstra dimension, for uendeligt mange arbejdede og deres frihed var døden.
Dette er ikke en krimi som dem jeg plejer at læse. Men ind i mellem er det rart at læse noget andet. Jeg falder tit over beretninger fra 2. verdenskrig da det både fascinere og forskrækker. Det er historier vi ikke må glemme, da det aldrig må ske igen.
Bogen får 4 lakridspiber… Fru Thulstrup siger læs – det er vigtigt at vi husker…