”Stedfortræderen – når skinnet bedrager” er skrevet af Pernille Rattleff. Udgivet af forlaget Forfatterskabet.dk den 12. december 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Manden var ikke debil, afgjorde Julian. Langt fra endda. Men han var rasende. Og han var farlig. Julian begyndte at trække vejret overfladisk. Han skulle ud af lokalet. Og det hastede. Men da instinktet blev til erkendelse, var det allerede for sent.
I Danmark bliver en magtfuld erhvervsfamilie nedslagtet i deres hjem. Manden bag blodbadet indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund, og pressen døber ham hurtigt den tavse morder.
I Oxford forsker den anerkendte professor Julian Krause i personlighedsforstyrrelser. Under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.
”Stedfortræderen – når skinnet bedrager” er første bind i en planlagt serie om psykiateren Julian Krause og den tavse morder.
Da jeg læste bagsideteksten på bogen, tænkte jeg, at dette skulle være en historie hvor kan kom ind i hovedet på en bestialsk (måske serie-) morder, en rundtur i sindets dybeste kroge… Det skete desværre ikke, i stedet fik jeg en meget rodet historie om et behandlingssted hvor tingende sejlede en del – en forstander der begår selvmord, medarbejdere der er bange for tilsyn på stedet og en ven, som kaldes fra Oxford og ses som redningsmand til omtalte behandlingssted.
Et mord mere, fører læseren rundt i psykiateren fra Oxford Julian Krause´s egen familie og her er der også en del ”skabs-skeletter” af sloges med.
Jeg syntes bogen er en ret rodet affære. Det virker som om forfatteren vil for meget, på alt for lidt plads. Det bevirker at der kun skrabes lidt i overfladen. Der er et stort persongalleri og for mange forbrydelser, som ikke rigtigt hænger sammen og der er ret mange løse ender – spørgsmål der ikke besvares eller episoder der beskrives, men ikke følges til dørs.
Havde historien været skåret skarpere og havde man gået et spadestik dybere, samt koncentreret sig om et mindre antal forbrydelser, kunne det blive fedt. Jeg elsker psykologiske bøger hvor man ser tingene fra ”det syge sinds” vinkel og jeg håber man hører mere til ”den tavse morder” på et senere tidspunkt.
Bogen får 2 (af 6) lakridspiber