”Isola” er skrevet af Katrine Engberg. Udgivet af Alpha den 29. september 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Jeppe har taget orlov fra politiet og er flyttet til Bornholm vinteren over for at arbejde som skovhugger. Anette står alene tilbage i København og bliver sat til at lede en sag med et parteret lig i en kuffert. Og Esther … hun skriver på en biografi om en kvindelig antropolog, Margrethe Dybris, og hun har aldrig før følt sig så ensom.
En gammel brevveksling, et nyt venskab, en by, en halv krop og en hel ø bringer Jeppe, Esther og Anette på sporet af en anden tid og tættere på hinanden.
”Isola” er femte bind i serien om Anette Werner og Jeppe Kørner. De foregående er: ”Krokodillevogteren”, ”Blodmåne”, ”Glasvinge”, ”Vådeskud” og ”Isola”. Alle bøgerne kan læses selvstændigt, men, som altid, er det mest givende at læse serier i rækkefølge og at starte med nummer et.
”Isola”, titlen på Katrine Engbergs nyeste skud på stammen, betyder: Ø. Intet menneske er en ø…
At læse en bog af Katrine Engberg, er lige som at komme hjem. Hun har sin helt egen stil og sin egen fantastiske smukke måde at bruge sproget på. Ordene flyder fra siderne og selv om der er nogle virkelig malende beskrivelser at f.eks. et halvt menneske, er det stadig smukt.
Historien er flyttet til Bornholm og stemningen er mørk og dyster – Solskinsøen viser sig fra skyggesiden, havet viser tænder og vejret afspejler stemningen hos vores hovedpersoner. Forskellige episoder har lagt en melankoli over bogens tre hovedpersoner, Anette, Jeppe og Esther. På hver deres måde er de fanget i et mørke af ensomhed og savn og på hver deres måde, må de finde en vej ud.
Jeg har elsket Katrines bøger og læst med fra starten. ”Isola” er en fantastisk krimi som virkelig viser, hvad denne genre er i stand til. Katrine Engberg beskriver selv krimigenren som et symfoniorkester. Der er så mange instrumenter at spille på, og så mange måder at komponere en historie på – ”Isola”, for at blive i termen, spiller ikke kun på et instrument, men på mange. Det er en historie i mange lag, og jeg er sikker på at man vil finde noget nyt, hver gang man læser. Bogen spiller på alle følelserne, man både græder og ler, det er fascinerende og genialt og den opskrift, som giver krimi fra øverste hylde.
Lækkert sprog, intelligent plot og en historie i uendeligt mange lag…
Dette er, forløbelig, sidste bind i historien om Anette Werner, Jeppe Kørner og Esther de Laurenti. Der er andre historier som banker på og Katrine Engberg har noget nyt i ærmet. Det glæder jeg mig til, men er også en smule trist over at skulle sige farvel til et fantastisk trekløver…
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber