”De tavse kvinder” er skrevet af Karin Slaughter. Udgivet af HarperCollins den 26. august 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I forbindelse med efterforskningen af et drab på en indsat under et fangeoprør i et statsfængsel bliver specialagent Will Trent fra GBI præsenteret for nogle foruroligende oplysninger. En af de indsatte hævder, at han med urette er mistænkt for være gerningsmand til et brutalt overfald, som politiet føler sig overbevist om, at han stod bag, selvom det aldrig lykkedes at få ham dømt for det. Manden insisterer på, at han blev lokket i en fælde af et korrupt politikorps under ledelse af Jeffrey Tolliver, og at den rigtige gerningsmand – en seriemorder, som i årevis systematisk har slået til mod kvinder – stadig er på fri fod.
Hvis Will genåbner efterforskningen, vil han ikke kunne undgå at beskylde en afdød og højt respekteret politichef for at have taget fejl, men til gengæld vil den indsatte samarbejde med GBI og levere de oplysninger, som er nødvendige for at opklare drabet i forbindelse med fangeoprøret i fængslet.
Blot få dage forinden er endnu en ung kvinde brutalt blevet myrdet i en park i det nordlige Georgia. Taler den indsatte sandt, og er der en seriemorder på spil?
Da Will Trent begynder at dykke længere ned i de to drabssager, står det hurtigt klart, at han må opklare de gamle sager for at finde de svar, der er brug for. Men der er gået næsten ti år. Folks hukommelse er blegnet, vidner er forsvundet, beviser er blevet væk, og løgne er blevet til sandheder. Men Will kan ikke opklare nogen af sagerne uden hjælp fra den person, han har allermindst lyst til at involvere: sin egen kæreste og Jeffrey Tollivers enke, retsmedicineren Sara Linton.
Da fortiden og nutiden begynder at støde sammen, må Will erkende, at alt det, han sætter pris på i sit liv, står på spil …
Karin Slaughter har udgivet et hav af bøger, denne ”De tavse kvinder” (The sielent wife) er nummer 16 i Sara Linton/Will Trent serien. Efter anmeldelsen poster jeg billeder som viser rækkefølgen.
Lad os bare slå det fast, igen, og en gang for alle… Karin Slaughter er en sand stjerne!
Hun formår at skrive bøger som man forsvinder helt ind i og alt virker så levende, måden hun skriver på, giver automatisk billeder i hovedet – jeg ved hele tiden hvor vi er, og hvordan der ser ud.. Hun formår at blande den groveste, mest brutale forbrydelse med den fineste kærlighedshistorie, og det uden at det ene overskygger det andet.
I Georgia, USA kan man rekvirere såkaldte Sunshine cases, som er retsrapporter der omhandler forbrydelser som er 20 år, eller mere, gamle. Og det er her fra Karin Slaughter henter inspiration. Hun fortæller selv at hendes hjerne ikke formår at digte de vilde forbrydelser hun skriver om, og at hun faktisk skruer ned for volden og brutaliteten. Det siger en del, for hendes beskrivelser i bøgerne er virkelig grove og absolut ikke for sarte sjæle. Men grusomheden er også den, der er med til at fastholde læsere som mig, jeg vil vide hvem der kan finde på at gøre de vanvittige, sindssyge ting og helst også hvorfor. I denne bog får man en slags forklaring på hvorfor personen udøver kriminalitet og det giver en meget mere helstøbt historie. Men det er ikke kun kriminalitet, Karin Slaughter formår altid at formidle flere forskellige budskaber i sine bøger, samt at dele en god portion humor også. Titlen antyder en del af handlingen og kan fortolkes på flere forskellige måder, det åbenbares når man læser og derfor analysere jeg ikke videre, det ville være ærgerligt at spoile handlingen.
Kvinder voldtages og mishandles på det groveste, en mand er fængslet men der sås tvivl om han virkelig er forbryderen. Bogen skifter mellem datid og nutid og vi får et glædeligt gensyn med Jeffrey Tolliver som er Sara Lintons første ægtemand. Der ledes i gamle sager og snart viser det sig at de står overfor en seriemorder, men hvem? At bringe Jeffrey tilbage giver en særlig stemning og viser, igen, forfatterens evner til at skabe en helstøbt historie.
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber