”Jeg er den skyldige” er skrevet af Marianne Monteau. Udgiver på Many Minutes den 6. juli 2018.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen. Se hendes webside her
En ældre handicappet, blind kørestolsbrugende kvinde, som bor på plejehjem, findes brutalt myrdet, voldtaget og lemlæstet på sit værelse. Kvinden, Margit Blixt, er hende personalet helst undgår. Hende der er lidt for besværlig, lidt for sur, lidt for aggressiv… men hvem ønsker en gammel, handicappet og blind dame død? Lidt efter findes en ung kvinde, Susan Holmboe, i skoven. Kvalt med en snor og pyntet med en båredekoration. Ved begge lig finder man bogstaver. På Margits værelse er der malet et M med blod. Susan har en sølvkæde med et S proppet ned i halsen. Flere brutale mord følger… Lucy Kiehl som lige er flyttet fra København til Århus – politiassistent og efterforsker i afdelingen for personfarlig kriminalitet, kastes hovedkulds ud i efterforskningen af de brutalt mord. Løser Lucy gåden? Hvem kan være så ond? Er der et mønster?
”Jeg er den skyldige” spæner ud over stepperne fra side 1. Der er fuld fart på og brutaliteten kender nærmest ingen grænser. Bogen starter med mordet på en ældre handicappet, blind dame. Brutalt, blodigt og helt ubærligt at læse. Sørme godt det bare er fiktion. Det er dog sådan at det som frastøder mest også fascinere mest. Jeg er ret sikker på at de fleste følger med når der sker virkelig alvorlige forbrydelser. Den som måske først popper op, lige nu, er sagen med ubåd Peter Madsen. Hvordan kunne han? Det var bare ikke fiktion men desværre virkelighed. Men forbrydelsen fascinerede og frastødte folk. Vi fulgte med og håbede på straf. Nå, nok om den frygtelige mand! Det var et sidespring for at forklare fascinationen. Nogle bryder sig ikke om den her slags hårde forbrydelser, jeg personligt, kan faktisk godt lide det grove, bare det ikke blivet til ”splatter” og det gør det ikke i denne bog.
Hovedpersonen Lucy virker spændende. Hun har oplevet lidt af hver, har smagt lidt af livets bitre medicin men virker, ærgeligt nok, lidt for nem… Jeg er ikke fan af at hun hopper på chefens ”limpind” hun virker for klog til at falde for den slags tricks. Der er dog pluspoint for at arbejde med personfarlig kriminalitet, det giver grobund for flere virkelig grove forbrydelser. De andre personer i afdelingen er en broget flok som på finurlig vis passer godt sammen. Her er lidt af hvert, den dovne, den homoseksuelle, den perfekte osv. Jeg glæder mig til at følge dem.
Plottet er ganske godt. Jeg kunne bare ønske at der var kastet lidt flere ledetråde ud. Jeg er vild med at gætte med, men her er det svært. Det er, når man tænker nærmere, måske på en måde, også et plus…Hmmm… Der er dog en scene til slut som jeg overhovedet ikke kan få til at lykkes. Men det opdager I nok, når I læser. Jeg siger ikke mere, det vil ødelægge oplevelsen og afsløre gåden. Jeg vil dog gerne høre andres mening om episoden. Det er noget med dog-style og en kniv, men skriv til mig når I har læst (smil).
En flot debut med et overraskende plot. En bog som beskriver virkelige grove forbrydelser på en raffineret måde.
Jeg giver bogen 4 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup glæder sig til mere