”Jeg vil savne dig i morgen” er skrevet af Heine Bakkeid. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 8. januar 2019.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Thorkild Aske, tidligere ansat ved specialenheden for politisager, har netop afsonet en dom for manddrab. Hans sind er sort, han skal finde sin plads i samfundet og i sig selv, han plages af sine tanker, kroniske smerter og stor skyld. Han er uden job, derfor foreslår hans psykiater at han tager en opgave hvor han skal lede efter en ung mand som man mener er druknet men forældrene ønsker vished. Det kaster Thorkild Aske ud på det dybe vand… Han konfronteret med både indre og ydre dæmoner – finder han den unge mand og finder Thorkild mon hjem?
Forfatteren Heine Bakkeid sammenlignes i pressematerialet med Jo Nesbø og hans hovedperson sammenlignes med Harry Hole. Lad os bare slå fast, at der er kun en Jo Næsbø og kun en Harry Hole…
Jeg havde kæmpe store forventninger til denne bog og det måske på grund af sammenligningen med Jo Næsbø. Jeg syntes ikke bogen kunne leve op til den sammenligning. Det er faktisk ret synd at bogen lanceres på denne måde, da den godt kan slå alene. Desuden skal man passe på med at sammenligne…Nok om det!
Bogens hovedperson, Thorkild Aske, er et spændende bekendtskab. Jeg kan godt lide skæve eksistenser og han er virkelig langt ude. Når man æder oxicontin som vi andre spiser gajoler, er der noget virkelig galt. Men her fungere det godt… Handlingen foregår med Thorkild som jeg-person og med hovedvægt på det psykologiske med et twist af parapsykologi. Dette parapsykologiske twist fungere dog ikke for mig, jeg syntes det er for unaturligt og kunne sagtens undlades og bogen ville stadig være spændende.
Selv om bogen er dyster, er den også ret morsom. Der er flere finurligheder og spøjse steder – hvem ville tro at den vildeste obduktionsscene kunne være morsom og hvem har hørt om en rød blobblob! Og netop scenen i obduktionsrummet vidner om grundig research. Her er detaljer og beskrivelser så levendegjort at man næsten er der.
En debutkrimi som lige mangler det sidste men stadig er en ok læseoplevelse. Jeg savner lidt fart og spænding og kunne godt undvære det parapsykologiske. Men elskede den skæve hovedperson, hans forhold til sin søster og hans dystre sind.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup ser frem til nummer 2, som kommer til sommer.