”Mit navn er Viktor” er skrevet af Marianne Monteau. Udgivet af Grønningen 1 den 13. marts 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: En sen aften i november bliver Bernt Thaulow, en kendt byggematador, skuddræbt på klos hold på sin egen terrasse. I liebhavervillaen på Frederiksberg bliver der stjålet sølvtøj og en mobiltelefon, men er det et tyveri, der er gået helt galt, eller ligger der andre motiver bag mordet? Politiassistent Lucy Kiehl er udlånt til Københavns Politi. Hun var så småt på vej tilbage til Aarhus, men bliver hurtigt involveret i skuddrabet og i byggematadorens komplicerede familieforhold. Forhold, som gemmer på flere hemmeligheder og sorger, end man umiddelbart skulle tro. Lucy og hendes kollegaer må arbejde i døgndrift for at løse mysteriet om mordet på den magtfulde mand, mens glansbilledet af den ellers så vellidte familie krakelerer. For hvem var egentlig Bernt Thaulows venner? Hvem var hans fjender? Og kan man regne med, at morderen ikke slår til igen?
”Mit navn er Viktor” er tredje bind i serien om Lucy Kiehl. De to første hedder ”Jeg er den skyldige” og ”Satans yngel” min anmeldelse af disse kan findes ved at klikke på titelnavnet. Bøgerne kan læses selvstændigt, men, som altid, bliver historien bedre ved at starte med nummer et og arbejde sig frem.
Vi følger en hårdt prøvet familie, Mor Anette, Far Bernt og sønnerne Kristoffer og Vittorio som helst vil kaldes Viktor. Viktor er året forinden blevet kørt ned af en lastbil og døde af kvæstelserne. Nu er Bernt blevet skudt og resten familien forsøger at komme igennem strabadserne. Bogen følger også den ældste søns biologiske far, en sølle stakkel som har taget nogle uheldige valg i livet. Der er flere som har et horn i siden på familien og flere som kunne være mulige kandidater til gerningsmanden. Kringlede familieforhold og mange hemmeligheder…
Bogens plot er virkelig godt, man kastes lidt hid og did – man aner lidt, men tvivler alligevel. Det fungere super fint. Sproget er letlæseligt og flyder fint og dialogerne er gode. Gerningsmanden lader sig ikke lige gætte og det elsker en kriminørd. Nu skriver jeg gerningsmand, men det kunne lige så godt være en kvinde!)
Bogens hovedperson Lucy Kiehl er stadig i København. De som har læst de foregående bøger, ved at Lucy er flyttet fra Århus til København. I denne bog har Lucy lidt kontakt med sin kollega Joan som låner Lucys lejlighed. Jeg var ret vild med det samspil der var imellem Lucy og kollegaerne imellem fra Århus og håber hun kommer tilbage igen, de var en broget, godt sammensat flok. Karakteren Lucy, er hende som graver de mærkeligste spor frem og forfølger selv den mindst sandsynlige ide. Og det giver tit pote. Det giver hende kant og karakter. Omvendt er hun usikker og veg i sit privatliv, hun er usikker på sin fremtid og hendes kærlighedsliv er kompliceret, så hun er en person med flere sider.
De to foregående bøger har indeholdt hårde scener og er gået til grænsen og måske, for nogen, også over grænsen. Jeg var ret overbevist om at netop denne hårdhed, skulle blive seriens varemærke. Men har måttet erkende at jeg syntes denne bog er blevet for ”pæn”. Bevares, en bliver skudt og en anden får en skål smadret i skallen, men alligevel. Jeg savner den vilde vold…
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber