Francesca

 

 

 

 

 

 

”Francesca” er skrevet af Lina Bengtsdotter. Udgivet af forlaget People´s Press den 25. februar 2019.

Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Den unge pige Francesca bor i byen Gullspång med sine forældre og søster. En nat i efteråret, forsvinder Francesca sporløst. Der er intet at gå efter, hun er simpelthen væk. Da alle ved at hun er oprørsk og i øvrigt har forsøgt at tage sit eget liv, hælder man til teorien om, at hun er løbet hjemmefra.

30 år senere falder kriminalinspektør Charline Lager (kaldet Charlie) over sagen med den forsvundne Francesca. Charlie voksede op i selv samme by og hun begynder at huske små detaljer. Detaljer om både sin mor og sin egen barndom. Da Charlies veninde Susannes mand forlader hende, beder hun Charlie om hjælp. Charlie tager tilbage til barndomsbyen og begynder sin egen efterforskning af Francesca´s forsvinden. Nogle ved noget men nogle ønsker ikke at få sandheden frem i lyset…

 

 

 

 

 

 

 

Dette er bog nummer 2 i en serie. Nummer 1 hedder ”Annabelle”

Francesca er en speciel pige, hun er lynende intelligent, hun følger ikke de almindelige sociale spilleregler men har sit eget oprør og hun er fast besluttet på, at finde ud af, hvad der skete med hendes bedste ven Paul. Paul mistede livet ved en fest. Det blev konkluderet at Paul var druknet, på grund af fuldskab og narko men Francesca mener noget andet. Hun tror, hendes søsters kæreste er indblandet. Hun forsøger med de midler hun har at finde frem til sandheden og sandheden overrasker…

Kapitlerne i bogen skifter imellem at følge Francesca og Charlie…

Charlie er ansat som kriminalinspektør og kommer fra samme lille by som Francesca. Da Charlie tager tilbage og begynder at efterforske, husker hun flere ting. Blandt andet hendes mor og de svigt hun som barn var udsat for. Charlies mor var alkoholiker og levede fra dag til dag, så det er ikke glansbillede-barndomsminder der dukker op til overfladen.

Bogen indeholder så mange flere ting, end bare opklaringen på hvad der skete med Francesca. Jeg anbefaler bogen til læseren, som ønsker mere end blot krimistof. Her er også fortællinger om menneskeskæbner og de er fortalt så det ikke overskygger eller overtager krimidelen. Jeg er fan og da jeg er ved at skrive ønskeseddel til min fødselsdag, kommer nummer 1 i denne serie på, da jeg er nød til at indrømme, at jeg er sprunget direkte på nummer 2. Det er en bog man bare fortsætter med at læse i. Opbygningen med kapitler som skifter i tid og handling gør at man lige kan læse et til, og et til…

En bog med et fedt plot som holder hele vejen igennem og som formår at overraske til slut. En krimi med meget mere…

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup er vild med krimier som har flere lag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *