”Kongetro” er skrevet af Tobias Bukkehave. Udgivet af Politikens Forlag den 28. april 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
For kontreadmiral Richard Cortzen startede og sluttede alting med fædrelandet. Det koncept siger imidlertid ikke hans søn, Tom, noget. Han har efter en traumatisk oplevelse som jægersoldat i Irak vendt både sin far og sit fædreland ryggen.
Da faren dør, og Tom må haste hjem til begravelsen, sker der imidlertid noget. En gammel soldaterkammerat prikker ham på skulderen: Danmark har brug for Tom.
Splittet mellem faderens livslange kamp for Gud, konge og fædreland og sin egen individualistiske ideologi bliver Tom sendt ud i nationens tjeneste. En iransk topprogrammør er blevet dræbt i Dubai og hans danske kæreste er forsvundet. Sagen berører egentlig ikke Danmarks sikkerhed, hvis ikke det var, fordi FE’s udsendte i Mellemøsten, som var Toms gode ven, også er blevet myrdet.
Hvad skal der på? Der skal fart på…
Og det er der i allerhøjeste grad i ”Kongetro”. Tobias Bukkehave har skabt et univers af hårdtslående individer, som ikke går af vejen for noget. Der er skuddramaer, biljagter, kapløb i luften, for når det er umuligt at fortsætte på landjorden, kan bogens hovedperson Tom Cortzen også styre et fly væk fra fjendtlige forfølgere. Der er en anelse James Bond 007 over handlingen og der findes altid en løsning – enten et hurtigt fly eller en kugle som rammer præcist. Og det med at ramme, hvorfor er fjender altid så dårlige til at skyde? Ej, total dårlig spøg, men noget jeg altid småsmiler lidt over.
Handlingen drives hårdt frem, der er fart på hele vejen. Man får undervejs små glimt at underfundige sammenligninger til diverse politiske personligheder og handlinger. Hvilket kan få læseren til at trække lidt på smilebåndet.
Man får her og der et lille glimt at manden bag den hårde facade, Tom Cortzen har sine egne dæmoner at sloges med. Det gør ham mere menneskelig og jeg så gerne mere af den slags. Resten af persongalleriet passer perfekt til historien. Der er rige bagmænd, smukke kvinder, nørden som kan noget med computere og den hemmelige Sektion 7 som passer på verden.
I boger som denne, gælder det faktisk bare om at stige på, holde fast, og nyde turen…
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber