Onde piger

”Onde piger” er skrevet af Alex Marwood. Udgivet af Hoff & Poulsen den 24. april 2020.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: En sommermorgen i 1986 mødes to elleveårige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse. 

Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli. 

Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet: For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de to børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv.

Alex Marwood er et pseudonym som den britiske forfatter Serena Mackesy skriver under. Hun har skrevet flere romaner under sit eget navn. Om det er et genreskift som kræver nyt navn eller hvorfor man gør det, vides ikke. Denne bog ”Onde piger” og Wicked girls” på engelsk, blev udgivet i England i 2012 og vandt Edgar Allan Poe Award for bedste paperback original. Der er sidenhen kommet to efterfølgende bøger: ”The killer next door” 2014 og ”The darkest secret” 2016. De er ikke oversat til dansk endnu.

Bogen er, som sådan, ikke en klassisk krimi, men mere en fortælling om menneskers reaktionsmønstre og pressens indflydelse på meninger og, ikke mindst, spørgsmålet om hvornår man er fri? Historien indeholder en krimi-gåde men jeg syntes denne gren af historien er for svag. Der er dog et lille twist mellem de to historier i bogen til slut, men det er ikke denne krimigåde som, efter min mening, holder historien oppe. Forventer man krimi, bliver man skuffet, men heldigvis kan denne bog så meget andet…

En hel række at små uheldige hændelser fører til en kæmpe katastrofe. Børn fødes ikke onde, men disse to små piger får den strengeste straf. To piger, som kun er sammen en eneste dag og den dag får kæmpe store konsekvenser, for resten af deres liv.

Det er både en historie om en frygtelig forbrydelse, men også en historie om straf. Hvornår har man udslået sin straf. Hvor længe forbliver man dømt? Bliver man nogensinde fri? Hvordan lever man med, at man har gjort noget frygteligt? De to pigers liv er gået i to vidt forskellige retninger men de deler stadig samme skæbne.

Bogen er god underholdning og giver god stof til eftertanke. Der er hele tiden en ængstelig stemning, angsten for at omverden opdager hvem man, i virkeligheden, er, ligger lige under overfladen hele tiden. Opbygningen er kapitler der følger de to kvinder Kirsty og Amber, samt tilbageblik til den dag som fik fatale følger for dem begge. Læseren får indblik i to kvinders skæbner og hvordan de har forvaltet hvad der blev dem givet.

Hvordan lever man med det, og ikke mindst, hvordan overlever man?

En psykologisk thriller som kan være svært at ryste af sig…

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *