”Skammekrogen” er skrevet af Sofie Sarenbrant. Udgivet af People´s Press den 25. september 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Hvad ved du egentlig om dine nærmeste?
En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget om den forestående katastrofe. Kan deres liv reddes?
De to mennesker kender ikke hinanden, men har noget livsvigtigt til fælles. Og det er op til kriminalinspektør Emma Sköld at finde sammenhængen, før det er for sent.
Skammekrogen er syvende fritstående bog i serien om kriminalinspektør Emma Sköld. De foregående er: Hvil i fred (2013) Døden løber maraton (2013) Åbent hus (2014) Babysitteren (2016) Tiggeren (2016) Syndebukken (2018) og nu Skammekrogen (2019)
Jeg indrømmer det blankt, jeg er gået imod alle mine egne anbefalinger og er sprunget direkte på nummer syv i denne serie. Så det er min debut i forhold til Sofie Sarenbrant. Og efter endt læsning, ville jeg ønske at jeg var startet ved nummer et! Jag skal så meget have fat i de foregående bøger, for hun kan virkelig noget…
Hele historien foregår fra den 14. oktober indtil den 22. oktober. Og lad mig sige, det er smæk på i de dage. Historien følger forskellige spor, blandt andet den purunge pige Julie, som i øvrigt er Emma Skölds niece. Hun har det svært med veninderne, men skjuler det for sine forældre. En af hendes såkaldte veninder giver hende et ultimatum. Gør dette og kom tilbage i flokken. Ingen har lyst til at stå udenfor og Julie ser ingen anden udvej end at gøre som de vil. Man mærker tydeligt pigen fortvivlelse og hendes samtidige irritation over moderens indblanding. Til tider syntes jeg dog hun virker meget mere voksen end sine 13 år men det er en biting.
Mord eller selvmord?
Der dukker lig op i skoven og nogle, med mærkelige mærker på halsen. Men hvad har en unge pige som Julie og fx en mand fundet i et dybt hul i skoven til fælles? De kender ikke hinanden og de har aldrig mødes. Emma Sköld og hendes makker Krille må løbe stærkt. Det er dog ikke nemt, da de ikke ved hvad de er oppe imod.
Dette plot er fantastisk godt. Jeg elsker når man følger forskellige spor i historien og i starten, har man ingen anelse om hvor det hele ender. Men sløjfen kommer, bare vent… Kapitlerne er ultra korte og indbyder til at læse et mere og et mere og et mere… Det er genialt. Sproget er letlæseligt og historien ligesom bare flyder. Jeg oplevede ingen stilstand men blot en stødt stigende spændingskurve. De involverede personer er levende beskrevet og jeg havde ingen problemer med at følge historien, selvom jeg begik dødssynden, at starte med bog nummer syv…
Snyd ikke dig selv for denne krimi, som er så meget mere… Der berøres emner som familieliv, teenager, utroskab, parforhold, psykiske problemer… jeg kunne blive ved, men vil nøjes med at give bogen min varmeste anbefaling. Bare læs den… Eller gør som jeg skulle have gjort – læs hele serien…
Tankevækkende, fængslende og virkelig god krimi
Det bør nok også nævnes at Sofie Sarenbrant lige har modtaget prisen for “Årets svenske krimiforfatter 2019”
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup elsker serier