”Den onde søster” er skrevet af Karen Dionne. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 3. juli 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I femten år har Rachel Cunningham siddet i frivilligt eksil på et psykiatrisk hospital, da hun er overbevist om, at hun er ansvarlig for sine forældres død. Men da hun får nye oplysninger om drabene, vender Rachel hjem for at lede efter svar. Til stedet, hvor hun altid har følt sig mest tryg: familiens store bjælkehytte i de afsidesliggende skove i Upper Peninsula, Michigan.
I takt med at Rachel bliver klogere på, hvad der i virkeligheden skete den skæbnesvangre dag, hendes forældre blev myrdet, må hun sande, at hjem kan være et sted fyldt med ubeskrivelig ondskab.
Hvis du går og leder lidt efter en rigtig god bog, så stop her og læs denne. Den er fantastisk… Den er vanvittig spændende og den er svær at lægge fra sig. Det er en af den slags bøger som man har lyst til at begynde forfra på, når man er færdig.
Det er en psykologisk thriller, en bog som lidt efter lidt løfter sløret for hvad der i virkeligheden skete, den gang for 15 år siden. Hvordan hjernen kan huske og mindes, men er det Rachels hjerne, som husker rigtigt? Jeg er vild med den slags bøger, som mestre at læserens sympati ligger først det ene sted, og senere et helt andet sted – det er genialt fortalt, intet mindre…
Det er en hårdt prøvet familie man i denne bog møder. De har ondskab helt inde på livet og formår stadig at holde ud og ikke mindst at holde af, mere siger jeg ikke om handlingen af frygt for at spoile, da læseren selv skal opdage og opleve handlingen. Men tro mig, du bliver ikke skuffet…
Personer, miljø og stemninger er så levende beskrevet at det er som at være der selv. Man kan fornemme vinteren, dufte naturen og høre dyrene – meget af historien foregår et sted i Michigans, dybt inde i skoven. Men man mærker også mærke rædslen og tvivlen. Man ved, fra starten at Rachels forældre er døde, men man ved ikke hvordan de er kommet herfra og hvordan det hele er foregået. Det er, som sagt, en bog som fucker med din hjerne og giver dig en ret så grusom historie, bid for bid. Bogen er så genialt skruet sammen – en ægte page turner.
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber