”Hadets onde cirkel” er skrevet af Morten Thor Hansen. Udgivet af Löve Publishing den 25. oktober 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Et halvt år efter, at Charlotte Holm-Nielsen forsvandt sporløst over Atlanterhavet med et transatlantisk rutefly, modtager hendes mand, Tonny Nielsen, pludselig nye oplysninger om hendes forsvinding.
Fra pålidelige røster lyder det, at det ikke var en ulykke, men en bevidst kapring, der lå til grund for de ulykkelige omstændigheder. Med de nye oplysninger i hånden genoptager Tonny med vennerne Morten og Torsten en ellers afsluttet efterforskning af flyets forsvinding.
Med livet som indsats gnaver de sig ind til benet af en fransk organisation, der med dødbringende midler vil forhindre sandheden om Charlotte og hendes medrejsendes lod i at se dagens lys. Men det gør bare Tonny mere opsat på at hævne sin kone, der ventede parrets første barn.
”Hadets onde cirkel” er en fortsættelse af forfatterens debutroman ”Bernsteins hemmelighed”. Bøgerne kan læses selvstændigt.
Er man til bøger, hvor der er action på alle sider og hvor kampen ”de gode mod de onde” er omdrejningspunktet, er det her bogen man skal prøve.
For mig blev det dog en smule for action præget. Jeg syntes de fløj lidt fra Herodes til Pilatus – hvilket de nærmest også gjorde, da historien udspiller sig mange forskellige steder i verden. Jeg sad dog tit og spurgte mig selv: ”Hvorfor” og svaret lod vente på sig. Man får en forklaring, men den ligge så sent, at jeg blev lidt træt. Handlingen er utrolig action præget og på grænsen til det utrolige og det kan kun 007. Der er flere scener hvor jeg tænkte ”Ej, kan det i det hele taget lade sig gøre?” og svaret blev næsten altid nej, heller ikke med meget god vilje… Alt dette gjorde at læsningen, for mig, blev en smule anstrengt.
Historien indeholder mange faktuelle oplysninger. Der er rigtig meget forklaring og beskrivelser af virkelig mange ting, lige fra hvordan man hacker en satellit til isotop opbyggelse. Jeg syntes altid det er rart at lære noget, men man skal også, som forfatter, bestemme sig for om man skriver krimi eller en faktabog. Er der alt for meget udenoms forklaring, glemmer jeg tit hvor jeg kom fra og det ødelægger læseoplevelsen. Det bevirker også at plottet virker indviklet og til tider lidt rodet.
Selv om bogen ikke faldt i lige min smag, er det ikke givet at du syntes det samme som jeg – bogen er velskrevet, der er helt sikkert brugt mange timer på research da bogens handling udspiller sig i mange forskellige miljøer.
Bogen får 2 (af 6) lakridspiber