De udstødte

”De udstødte” er skrevet af Elly Griffiths. Udgivet af Gads Forlag den 20. marts 2020.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Under en udgravning i Norwich har Ruth fundet skelettet af en kvinde, som blev hængt i 1867 for barnemord. Da et tv-hold ankommer til stedet for at indspille et program om kvinden, bliver Ruth naturligt inddraget. Men kort efter bliver et barn kidnappet, og kriminalinspektør Harry Nelson bliver sat på sagen. Er der en mystisk forbindelse til den kvinde, Ruth har udgravet …? Snart er Ruth og Nelson endnu en gang indirekte forbundet med hinanden via en grufuld hændelse …

Dette er den sjette bog i serien om Ruth Galloway. De foregående hedder: ”Pigen under jorden”, ”Løgnens hus”, ”Huset på klippen”, ”Døden på museet” og ”Det tavse vidne” Femte bog ”Det tavse vidne” er anmeldt her på bloggen, find den her.

I Elly Griffiths bøger om Ruth Galloway er det en arkæologisk hændelse, som kædes sammen med et drab eller forbrydelse. I denne bog er det myte figuren ”Moder Krog” som spiller den arkæologiske rolle. En kvinde som har mistet sin hånd og fået en krog i stedet, beskyldes for at tage livet af de børn hun har i pleje, hun anklages for at være en englemagerske.

Ruth Galloway er nøjagtig lige så nørdet som hun plejer at være, og det sagt på den aller kærligste måde. Jeg elsker hendes tørre humor, hendes forfængelighed, selv om hun ikke går op i mode, hendes kærlighed til datteren og hendes klogskab og måden hvorpå hun takler livet. Hun er en hovedperson man kun kan holde af. Hendes komplicerede forhold til Nelson får, i denne bog, et lille twist da der introduceres en ny man d til persongalleriet. En af mine favoritter – den kappeklædte Cathbad får sig heldigvis også møvet ind i handlingen.

Børn der forsvinder – her kædes fundet af Jemima Green Moder Krog sammen med Nelsons efterforskning af en familie som har mistet deres tredje barn. Handlingen drives frem af flere forbrydelser hvor små børn forsvinder. Det er en hygge krimi uden de helt store scener med vold og blod. Jeg plejer ikke at syntes om hyggekrimi, men denne serie og især hovedpersonen Ruth Galloway kan altså noget. Det er krimi, viden og nørderi i en lækker sammenblanding. Bogen er velskrevet og nem at læse, plottet er ikke kompliceret, så er du ikke så dræven i krimilæsning, er det er god begynder krimi. Men start fra begyndelsen med bind nummer 1, da denne serie i høj grad er drevet frem af personerne.

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Billederne er fra december 2019 hvor forfatteren gæstede Horsens bibliotek og jeg var, af Gads Forlag, inviteret til hyggesnak inden det offentlige interview. Sidder der nogen derude, som undre sig over, at vi står med to bøger, hvor der er to forskellige navne på, kan jeg oplyse at Domenica de Rosa er forfatterens rigtige navn og at hun skriver under pseudonymet Elly Griffiths, når hun skriver om Ruth Galloway.

Fun facts: Hun fortæller at hun faktisk føler sig en smule højere, når hun optræder som Elly Griffiths. Det kan jeg sagtens relatere til, jeg føler mig også lidt sejere, når jeg er Fru Thulstrup…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *