”Hun var velkommen” er skrevet af Adele Parks. Udgivet af HarperCollins den 23. august 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bagsideteksten: Da de gik på college, var Mel og Abi hinandens bedste venner, og de delte glæder og sorger, lige indtil Mel blev gravid og blev tvunget til at springe fra studiet.
Sytten år senere kunne de to kvinders liv ikke være mere forskellige. Mel er lykkeligt gift og bor sammen med sin mand og tre yndige børn i England. Abi rejste til LA, hvor hendes liv har været en lang fest i overhalingsbanen som tv-vært og ven med de kendte. Festen sluttede dog brat, da hun opdagede kæresten i seng med en anden, og det eneste, som Abi har brug for lige nu, er en god ven, som vil dele vin og sorger med hende. Findes der et bedre sted end hos Mel og hendes forstående mand?
Da Mel bliver kontaktet af sin gamle veninde, tøver hun ikke et sekund med at tilbyde kost og logi og varmen fra et hyggeligt hjem. Der går dog ikke længe, før Mel begynder at stille spørgsmålstegn ved Abis historie. Hvad er det, hun skjuler? Og hvad var den egentlige årsag til, at hun vendte hjem?
Adele Parks er en engelsk forfatter som er kendt for sine ”feel-good”romaner. Denne ”Hun var velkommen” er hende første thriller.
Man tror man kender sin gamle veninde, men Melanie, bogens jeg-fortæller, kommer til at tage grueligt fejl. Bogen handler blandt andet om venskaber, tillid, familieforhold og svigt. Bogens kapitler skifter mellem Melanie, Abigail, Melanies mand Ben og et par stykker mere, hvilket bevirker, at man altid lige kan læse et par kapitler mere. Bogen er let læst og skrevet i et helt almindeligt hverdagssprog.
Bogen er angivet som en thriller, jeg vil placere bogen i den lette ende af denne genre. Det er et familiedrama uden mord, blod og slagsmål. Så er man til lette thriller fortællinger uden nogen form for fysisk vold, er det denne bog man skal læse. Psykisk vold er der til gengæld overflod af.
Selv om jeg mest er til de helt ”hårde” bøger, er det nu rart ind i mellem at læse noget som er lidt lettere. Her er ikke et indviklet plot og persongalleriet er snævert, det gør læsningen en anelse mere afslappet og ”feel-good”, hvilket til tider er rart.
En let psykologisk thriller i domestic noir genren, som er til dig der er vild med familiedrama. Melanie har det Abigail drømmer om og Abigail vil gøre, nærmest alt, for at få det…
Bogen får 3 (Af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup kan godt lide denne slags bøger, ind i mellem de hårde krimier…