”De stumme piger” er skrevet af Steffen Jacobsen. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 18. september 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Forlaget skriver: Et brutalt drab på den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb tvinger efterforsker Tanya Nielsen til at søge tilbage i Nimbs mørke fortid. Køen af ofre, som kan have motiv til at hævne sig, er lang, for ud over de syv voldtægter, Nimb var dømt for, pralede han gerne med alle de uopklarede sager og ofre, som han kaldte de “stumme piger”.
Tanya kan ikke finde hjælp hos sin overordnede og mentor Jakob Nordsted, som er sygemeldt. Snart er Nordsted i stedet blandt de mistænkte for drabet. I flere år har han hårdnakket hævdet, at Nimb også var skyldig i mordet på en ung pige, som blev fundet mishandlet i en container. Ydermere bliver Nordsteds mørkegrå Honda Accord observeret af politiets overvågning lige foran en narkobule i Københavns Nordvestkvarter, som bliver raseret af en mand af Nordsteds statur.
Sammen med sin nye kollega Kadeem Forrashi må Tanya derfor forsøge at finde Nimbs usynlige ofre. For at rense Nordsted. Og for at pågribe morderen.
”De stumme piger” er en selvstændig fortsættelse af ”Proxy”. Min anmeldelse af ”Proxy kan læses her. Selv om bøgerne er selvstændige afsluttede historier, vil jeg altid anbefale at man læse hele serier, for at få hele oplevelsen med. ”Proxy” er nummer 1 og det er heri man bliver præsenteret for bogens hovedpersoner, og de går igen i ”De stumme piger”.
Steffen Jacobsen har helt sin egen stil. Han levere en historie med korte sætninger, korte kapitler, skåret helt ind til benet, uden så meget pis. Du får alt råt for usødet og der er absolut ikke lagt nogen som helst fingre imellem. Der er udførlige beskrivelser, som måske kan være for meget for nogle, jeg syntes det passer perfekt til hele stilen.
Det er hård krimi, hårde forbrydelser og en gerningsmand som er langt uden for rækkevidde. Det er barsk, det er uhyggeligt men samtidig, med en sådan respekt, at man kun kan bøje sig i støvet. Plottet er skarpt skåret og fører læseren sikkert og med stigende spændingskurve igennem historien. Der er personer i galleriet som man allerede kender fra ”Proxy”, nye som man får beskrevet skarpt og et lille hint til andre af forfatterens bøger, idet Lene Jensen kigger forbi. De som har læst serien hvor sidst udkomne bind hedder ”Ghostwriter”, vil nikke genkendende til Lene Jensen.
Det jeg måske elsker allermest ved Steffen Jacobsen er den måde han formår at give et rap over nallerne. Ind i mellem kommer der en sætning hvor man trækker på smilebåndet og tænker, at manden jo har ret, det er genialt og det som, for mig, gør en krimi helt genial.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber