”Offer 2117” er skrevet af Jussi Adler-Olsen. Udgivet af Politikens Forlag den 14. juni 2019.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
”Offer 2017” er bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Serien er planlagt til 10 bøger.
Der er gået omkring 2 år siden Carl Mørck og afd. Q havde sagen om socialrådgiveren som kørte sine ofre ned (”Selfies”). Carl er flyttet sammen med Mona. Hardy, Morten og Mika bor stadig i Carls gamle hus. Rose har det ikke for godt, efter afsløringen af hendes historie og har ikke rigtigt været på arbejde siden. Hun har dog en god støtte i Assad, som hjælper hende med forskellige fornødenheder. Og det er igennem Rose og hendes avisudklip at Assads historie begynder. Man kan her, spørge sig selv, hvor meget smerte et menneske kan holde til?
Vi skal helt derind, hvor det gør ondt…
Assad har serien igennem, været den med flest hemmeligheder. Nogle gange er han uskyldigheden selv og kendes for sin stærke kaffe og kamelvittigheder. Andre gange er han en ren dræbermaskine. Og aldrig, før nu, har vi fået forklaring på hvornår, hvorfor og hvordan han endte i Danmark. Af frygt for at spoile noget af handlingen, skriver jeg kun, at Assads historie er lige nøjagtig så frygtelig og grum som jeg havde forestillet mig… og måske lidt til. Efter at have læst bogen, elsker man ham lidt mere.
Carl derimod, har taget lidt en drejning i denne bog. Han er lidt mere mild, hvis man kan kalde Carl Mørck mild. For der ryger, heldigvis, stadig et par finker af fadet og han spiller stadig efter egne regler. Men måske er det fordi han og Assads venskab virkelig træder frem, de viser begge nye sider og det er rart. Bare der ikke går helt ”villakvarter” i Carl…
Bogen har to sidehistorier, hvor jeg syntes, tiden er løbet lidt fra den ene. En ung mand er besat af sit computerspil og truer med at dræbe folk omkring sig. Jeg kan analysere forkert, men jeg tænker, at frygten for, at unge mennesker ender i denne situation er passeret. Jeg vil påstå, at man med lancering af forskellige e-sports linjer og at både militær/flyleder uddannelser leder efter dygtige gamere, da de er dygtige strategisk og mange er klar over at en god gamer skal holde sig i form, er denne frygt ikke noget som fylder. Derfor kunne jeg have ønsket et andet emne, eller ganske enkelt slet intet, til at holde den ene halvdel af Afdeling Q beskæftiget. Og det netop fordi, at bogen er mere thriller præget og ikke så meget en krimi.
Assads historie er grum, præcis så frygtelig som jeg forestillede. Vi møder de personer vi har lært at kende gennem, nu, 8 bøger. Vi græder og griner med dem, for selv om bogen handling er grusom, ligger der en lun humor gemt under ordene.. Der er masse af Assad´iske sprogblomster og kamelvittigheder og vi får selvfølgelig en chliffhanger til slut. Tak for en fantastisk historie og til tvivlerne: Jussi is back!
Hvis jeg kun skulle give karakter for Assad historien, får den 6 lakridspiber, men den ene sidehistorie trækker ned.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup er glad, for at Jussi er tilbage