Brudzonen

”Brudzonen” er skrevet af Pernille Boelskov. Udgivet på Forlaget 4. til venstre den 30. juni 2020.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: En forårsstorm blæser over Bornholm og ind gennem sprækkerne i efterforsker Lars Bohn Hansens liv. Hans kone er lige død, men alligevel bliver han sat på sagen, da en ung koldkrigsforsker findes død under mistænkelige omstændigheder.

Samtidig forsøger præsten Agnethe Bohn at hjælpe en alenefar, der kæmper for at beholde sin datter. Det kræver, at han overvinder sit barndomstraume, men det viser sig at være dødsensfarligt – både for ham selv og Agnethe.

For sent opdager Lars og Agnethe, at de begge jagter hemmeligheder, som en morder vil gøre alt for at skjule.

”Brudzonen” er tredje bind i serien om Agnethe Bohn og Lars Bohn Hansen. Det nævnes at bøgerne er selvstændige og kan læses uafhængig af hinanden. Jeg har kun læst denne, tredje bind, og føler, at jeg mangler en del baggrundsviden og ønsker faktisk, at jeg havde haft de to foregående bind. Derfor er mit råd, som næsten altid, at læse bøgerne i rækkefølge og at starte med nummer et. Seriens foregående bind er: ”Granitgraven” 2015 og ”Bornholmerdybet” 2017.

En præst og en betjent som hovedpersoner… Betjenten er oplagt, men præsten? Lad mig sige at jeg var skeptisk inden jeg begyndte at læse. Men heldigvis blev min holdning ændret, det fungerede så fint og hvor er det godt fundet på.

Plottet er virkelig godt og lader historiens vingesus skinne igennem. Østersøen var den tids Middelhav (citat side 65) det giver hele historien en ekstra dimension, at tilkoble noget ægte, noget som virkelig er sket. Eller, forstå mig ret, der er ikke sket samme slags mord og der er ikke den slags mordere løs på Bornholm, men at tilføje en historisk begivenhed, er et smart træk og kobler historien endnu tættere til øen, hvilket også er forfatterens vision – at skrive bøger som er viklet ind i Bornholm på en måde, så de ikke kunne foregå andre steder

Bogen handling foregår, som man kan læse på bagside-teksten, i to spor. Det ene spor følger opklaringen af et mord på en ung forsker og det andet følger præstens Agnethes kamp for at hjælpe en ung mand og hans baby med at kunne blive sammen. Det er forventeligt, at de forskellige spor i en historie mødes til slut. Men her, er slutningen så stærk og medrivende, at man turbolæser for at finde ud af hvad der sker. Så hvis du syntes bogen starter lidt langsomt – vent bare, der kommer både tempo og spænding…

Bogen er velskrevet og med sine korte kapitler, invitere til at læse ”lige et kapitel mere”. Jeg elsker når man kan mærke at der er blevet kælet for detaljen og her er jeg ikke i tvivl om de mange timers research der er lagt oveni skriveprocessen. Jeg er i øvrigt også ret vild med stenen i Lars´ kælder – jo mere genstridig stenen er, jo værre bliver hans humør og jo flere ulykker regner det med…

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *