”Sort arv” er skrevet af David Garmark. Udgivet af Montagne den 25. marts 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.
Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindingssagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline.
“Sort arv” er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind hedder “Råd tåge” og min anmeldelse kan læses her. Har du ikke læst bind 1, er det ikke umuligt at starte på denne. Men jeg vil nu anbefale at du læser “Rød tåge” først.
Der er skeletter i skabet, lig i lasten og kæmpestore ugler i mosen… Manden med det fornemme navn Maximilian Theodor greve af Munkenæs, i daglig tale kaldet Max Munk, som ud over at være greve, også er efterforsker ved Københavns politi og i øvrigt hader sin adelige titel, er på en mission. Han har et opgør med fortiden, et opgør med sin far. Der skete noget, der for 25 år siden, hvor Max´s søster Eleonora – Leo gik i havet og døde…
Bogen er dyster, uhyggelig, spændende og en anelse sindssyg. Der er en mørk spænding som langsomt opbygges gennem hele bogen, det er så mesterligt udført. I første bind ”Rød Tåge” var det tågen på øen som skjulte, her er det uvishedens mørke, man ikke kan se igennem. Der bliver bid for bid løftet en lille flig af sandheden og som læser vender man siderne hurtigere og hurtigere for at finde svarene. Der er flow i historien som bæres igennem af det smukkeste sprog. David Garmark kan noget helt specielt med sproget. Det er som at læse Nutella.
Der er stadig hemmeligheder, vi får ikke nær dem alle, så jeg glæder mig til mere om Max Munk og hans makker Merian, som måske også gemmer på noget? Og Merian skal man ikke glemme. Max og Merian er som fod og hose, de hænger uløseligt sammen og har altid hinanden ryg. Det er personer man gerne tilbringer mange timer med at læse om og man føler aldrig deres ild slukkes. De bliver ved med at hive hemmeligheder frem og de bliver ved med at være interessante.
En 2´er som sparker mås, hemmeligheder, familietragedier, venskaber og dyster selvindsigt. Jeg er vild med den her serie. Den bygger, langsomt, en spænding op og bliver på toppen. Der er interessante personer som man gerne læser mere om. Sproget er smukt – bare smukt og historien så pageturner-agtig at man ikke lægger bogen, før man er færdig med at læse.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber