”Kun dig” er skrevet af Ninni Schulman. Udgivet af People´s Press den 2. maj 2019.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Iris er single, freelancedesigner men drømmer om en kæreste. Og kærligheden kan findes, selv de utroligste steder – Iris er på vej til barnedåb og er ret forsinket, men skæbnen vil at hendes bil er punkteret. Pål kommer forbi og nærmest redder situationen. Han skifter hendes dæk og stjæler hendes hjerte. Det er kærlighed ved første blik. Pål er alt hvad Iris har drømt om, han kender hende næsten for godt. Men er det hele så lyserødt? Vil han kun hendes bedste? Hvad pokker skete der med ex-konen?
Pål, den mandlige hovedperson, er den første man møder i bogen. Han ligger på hospitalet og har mistet sit ene ben. Herfra kan tankerækken så begynde at rulle…
Genren er domestic noir, en genre hvor spændingen/forbrydelsen ofte udspiller sig inden for hjemmets fire vægge og de involverede har ofte en tæt relation. I denne genre vægter man det psykologiske gys frem for action og at det man tror, man kender, tager en helt anden drejning. Det er en genre jeg tit har syntes var lidt kedelig og alt for nem at gennemskue men denne bog fik mig omvendt lidt… Jeg tror det er fordi den starter med slutningen og at man, som læser, allerede fra første side begynder at danne sit eget handlingsforløb inde i hovedet.
Hvis noget er, næsten, for godt til at være sandt – så er det, det nok også…
Den sætning er virkelig sigende for handlingen i denne bog. Gåden er ret åbenlys, man får mange hints undervejs og digter automatisk lidt videre selv. Og da bogen er bygget op med små og korte kapitler, kan man hurtigt få vished om man kunne gætte rigtigt eller ej. Jeg skriver, med vilje, ikke så meget om handlingen, da jeg ikke vil spoile noget og ødelægge din læseoplevelse. Men opbygningen hvor man ved noget virkeligt slemt er sket, virkede super fint for mig.
For mig var bogen hurtig læst, men jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Så er du til parforholdsskandaler med skræmmende uhyggelig udgang, er det denne bog du skal vælge. Den er nem at overskue, der er ikke et kompliceret plot, meget letlæseligt tekst og små korte kapitler. Så til en omgang afslappende læsning, er den helt perfekt. At den lander på 3 lakridspiber er ikke et udtryk for at bogen er dårlig. 3 lakridspiber betyder hos mig:
”3 lakridspiber gives til bogen som er en “ok” læseoplevelse. Til bogen som underholder men ikke sætter de store følelser i gang.”
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup var godt underholdt