”Satans sommer” er skrevet af Kim Faber og Janni Pedersen aka Faber & Pedersen. Udgivet af Politikens Forlag den 5. maj 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Juncker er stadig i Sandsted, hvor han plages af mareridt efter sin fars død. Da en lokal advokat findes dræbt i byens park, kastes han ud i en omfattende efterforskning, der også trækker tråde til hans egen fortid.
I København modtager hans kone, Charlotte, der er journalist, et anonymt tip: Det frygtelige terrorangreb i København et halvt år forinden kunne have været forhindret. Charlotte konfronterer Juncker, der efterforskede forbrydelsen, men han nægter noget som helst kendskab til det. Han frygter både for sit eget og Charlottes liv, hvis hun går ind i sagen.
Junckers gamle partner Signe er mere tilbøjelig til at hjælpe journalisten, men hun har sit at se til. Hendes familieliv er ved at gå op i limningen, og hun er stadig opslugt af tanken om hævn over den mand, der voldtog hende. Da der tegner sig en forbindelse mellem terrorsagen og et lig, der bliver fundet i Kongelunden, giver Signe fanden i det hele og kaster sig ind i jagten på sandheden.
”Satans sommer” er forfatterparrets andet bind i serien om Martin Junckersen og Signe Kristiansen. Første bind i serien hedder ”Vinterland” og min anmeldelse ad den, kan læses her. Bøgerne kan læses selvstændigt men jeg anbefaler at man læser serier i rækkefølge.
Jeg elsker når en bog formår at fange læseren, lige fra starten. Det må man sige, at Faber & Pedersen rammer ret godt. Man læser første linje og scenen er i den grad sat. Man er som læser klar, oppe på dupperne og helt i gear. Desværre holder det høje tempo ikke. Første halvdel af bogen er megen en køren rundt i familie relationer og uden den vilde opadstigende spændingskurve. Det skal dog påpeges, at måden der refereres til episoder fra Vinterland, er super fine og kommer dumpende på de tidspunkter hvor man sidder og tænker – hvordan var det nu lige det skete, eller hvem gjorde hvad? Det minder læseren om historien i Vinterland og lader nye læsere følge med.
Heldigvis tager krimi/spændingsplottet mere fart i anden halvdel af bogen. Og det hele bliver mere spændende og krimi agtigt. Her begynder plottet at leve og siderne begynder at vende sig hurtigere og hurtigere.
Vi kommer tættere på hovedpersoner og flere bifigurer drages ind. Junckers datter Karoline og hans exkone Charlotte spiller, i denne bog, en større rolle og det lader historien leve. Jeg er vild med plottet som lader Juncker og Signe mødes, selv om de arbejder med to helt forskellige ting. De er hinandens makker og har hinandens ryg, uanset tid og sted. Det er indbegrebet at venskab og selv om de er modsætninger og man ikke umiddelbart tænkte at de ville holde sammen, så er det, det som sker. Man kunne tænke om det bliver for indviklet og for rodet med to plots i samme historie. Men næh, det fungere super fint og man kan sagten følge med.
Sproget er flydende, det er let at læse og siderne vender sig selv. Jeg elsker, især, at der også i denne bog er flettet en smule humor ind. Nu og da, kommer der en sætning som lader læseren trække lidt på smilebåndet, også selv om emnet overhoved ikke er morsomt. Det elsker jeg og ville ønske der var flere af den slags sætninger… For god krimi lader dig både græde og grine.
Bogen er ”den svære to´er” og indrømmet, jeg er ikke så højt oppe at ringe, som jeg var ved ”Vinterland” men jeg er stadig glad og anbefaler i den grad ”Satans sommer”
Hvis du er vild med krimi tilsat almindelige mennesker og deres hverdag på godt og ondt, er det denne du skal vælge.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber