”Hende der må dø” er skrevet af David Lagercrantz. Udgivet af Modtryk den 22. august 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Da en hjemløs mand findes død i en park i Stockholm, ligner det et almindeligt, trist og ensomt dødsfald. Men retsmediciner Fredrika Nyman kontakter alligevel Mikael Blomkvist, for den hjemløse har Mikaels telefonnummer på en krøllet seddel i lommen.
Mikael Blomkvist har ikke lyst til at involvere sig i Fredrika Nymans efterforskning, men han bliver alligevel interesseret, da det viser sig, at den hjemløse ved flere lejligheder har fablet om Johannes Forsell, Sveriges forsvarsminister.
Lisbeth Salander er længe blevet hjemsøgt af fortiden, og det er på tide at bryde ud af de kvælende skygger af ondskab, som hendes far, Alexander Zalachenko, har kastet over hendes liv.
Mikael opsøger Lisbeth, men hun bor ikke længere i Fiskargatan 9. Hun er taget til Moskva for én gang for alle at gøre regnskabet op med sin tvillingesøster, Camilla.
Bogen er den sidste i rækken i Millennium-serien. Stieg Larsson skrev de tre første: ”Mænd der hader kvinder”, ”Pigen der legede med ilden” og ”Luftkastellet der blev sprængt”. David Lagercrantz overtog og har skrevet de sidste tre bøger i serien: ”Det der ikke slå os ihjel”, ”Manden der søgte sin skygge” og nu ”Hende der ikke må dø”.
Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg er vild med Lisbeth Salander. Skuffelsen var derfor ret stor da jeg syntes denne bog indeholder alt for lidt Lisbeth…
Bevares, plottet er spændende og scenerne på Mount Everest er godt fundet på og med til at fastholde læseren (læs mig) til et vist punkt. Men, men, men jeg savnede altså Lisbeth. Selvfølgelig er hun med i handlingen, da hun har et opgør med sin tvillingsøster og vi ser også nogle af hendes computer evner. Men jeg manglede at blive suget helt ind i hendes sind og få del i hendes vanvid. Især da titlen antyder at en må lade livet og bogen kaldes ”En Lisbeth Salander roman” Fik jeg sagt at jeg savner Lisbeth…
Parallelhandlingen i bogen blev en anelse for politisk for min smag. Der var mange navne og hvem gjorde hvad, at holde styr på. Hvilket medvirkede til at jeg lidt mistede koncentrationen.
Alt i alt er jeg ret træt af, at jeg ikke var fan af denne bog. Især når Lisbeth Salander er den sejeste type, du kan forestille dig. Hvis du bare holder lidt af hende, skal du læse bogen for at suge de sidste dråber Lisbeth…
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup savnede Lisbeths vanvid