”Skyggejægeren” er skrevet af Camilla Grebe. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 12. marts 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I 1944 bliver en kvinde fundet myrdet i et baghus i Stockholm med hænderne sømmet fat til gulvet. Gerningsmanden bliver ikke fundet. Tredive år senere bliver endnu en kvinde fundet myrdet på samme bizarre måde. Og igen ti år efter. Politiet står på bar bund uden nogen spor, og sagen arkiveres som uopklaret. Da man under et nedrivningsarbejde i 2019 finder skelettet af en ung kvinde, er det efterforskerne Malin og Manfred, der kaldes ud til stedet. Det står hurtigt klart, at der er en sammenhæng mellem ofret og den gamle uhyggelige drabssag. De har desuden god grund til at tro, at gerningsmanden stadig er derude. Kan de nå at stoppe ham, før han slår til igen?
Første mord i 1944, herefter i 1974, 1985 og i 2019. Er det sammen morder? Er der en copycat på spil? Er de flere om det? Spørgsmålene står i kø og det gør ikke opklaringsarbejdet mindre spændende. Denne morder er en led satan, læs dette uddrag fra bogen:
”Jeg tror, at han hader de her kvinder, og måske ikke kun dem. Måske hader han alle kvinder. Han sømmer dem fast for at straffe dem, og han skænder kroppene ved at indføre genstande i dem.”
Jagten på morderen og hvordan sporene samles, er et spændende kapløb med tiden. Plottet er kringlet, klogt og en anelse nørderi, er der også blevet plads til. Man får, som læser, rig mulighed for at gætte med og er super godt underholdt.
I bogen er der fokus på kvinder, og især kvinder ansat ved politiet. Et vigtigt emne, ligestilling, og desværre et emne som stadig er aktuelt. Mange ting er blevet meget bedre og i min optik må der gerne være forskel på mænd og kvinder – selvfølgelig skal lønne være den samme, hvis stillingen er den samme, ingen tvivl om det (men det er en lang debat!). Denne bog følger 4 kvinder ansat ved politiet fra 1940érne og op til i dag. Det giver et tidsbillede af at være udearbejdende kvinde og at være ansat ved ordensmagten. I starten af bogen, syntes jeg denne kvindehistorie næsten overtog krimi-delen og det gjorde, at jeg faktisk havde svært ved, både at komme i gang og at fastholde læsningen. For mig blev det simpelthen for meget kvindekamp. Og sorry på forhånd, men jeg er en af dem, som har det helt fint med gutterne i værkstedet…
Men når man så kommer i gang, finder man en rigtig led krimi historie. Kvinder sømmet fast til gulvet med ting stoppet ind alle steder! Hvem, hvad og hvorfor? Og som før skrevet, er der plads til at man kan gætte med og komme i tvivl. Det elsker jeg og er noget af det, som gør en krimi god. Der er mange skæbner i denne bog og den giver helt sikkert stof til eftertanke. For det er ikke kun en skruppelløs morder, der lægger altid noget bag…
Bogen er en selvstændig fortsættelse af Camilla Grebes andre bøger: ”Når isen brister”, ”Husdyret”, og ”Dvale”
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber