”Det tavse vidne” er skrevet af Elly Griffiths. Udgivet af Gads Forlag den 4. oktober 2019.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Ruth bliver dybt berørt, da hun får en meddelelse om, at hendes gamle ven Dan Golding har mistet livet i en brand. Men da Ruth modtager et brev fra Dan, afløses sorgen af mistænksomhed. Dan har nemlig sendt brevet, dagen før han omkom. Han havde angiveligt gjort et banebrydende fund, og han var skrækslagen for, hvilke konsekvenser det ville få. Kan fundet have forbindelse til hans død?
Ruth tager til Blackpool for at undersøge sagen nærmere, selv om hun ikke er meget for at bevæge sig ind på Nelsons territorium. Inden længe er hun involveret i en sag, der har tråde til både en gruppe nynazister og heksedyrkere. Men for Ruth er det mest skræmmende måske, at hun samtidig bliver præsenteret for Nelsons mor …
Det tavse vidne er femte bog i serien om Ruth Galloway. De foregående hedder: ”Pigen under jorden”, ”Løgnens hus”, ”Huset på klippen” og ”Døden på museet” Bøgerne kan læses selvstændigt men jeg anbefaler altid at starte med nummer et.
Hvis du kan lide hygge, krimi og samtidig også syntes om, at lære lidt undervejs, er dette den helt rigtige bog at vælge. Bogens hovedperson Ruth Galloway er arkæolog og biologisk antropolog med speciale i knogler. I denne bog tager Ruth til Blackpool for at kigge lidt på et fund hendes gamle klassekammerat fra universitetet har gravet frem. Der er dog lige den detalje at hendes ven Dan Golding er død, myrdet i en brand. Fundet af en grav, indeholdende et skelet af helt speciel karakter, er fyldt med hemmeligheder og åbenbart og livsfarligt.
Jeg er ret vild med krimier hvor man lærer noget undervejs. Og især vild med krimier som har lidt nørdet tema. At Ruth er knogle ekspert, nørd til fingerspidserne, gør hende både cool og sej. Personer og miljø beskrives så levende og fint. En person som jeg syntes især gjorde indtryk, var Cathbad, Ruths ven som er druide, troldmand, shaman, han kan føle mere end de fleste og er Ruth en god ven og støtte. Noget jeg kunne have undværet var de mange og til tider lange beskrivelser af Ruths datter. Det gjorde, at jeg ikke kommer helt op og ringe, jeg så hellere, at krimi delen og de nørdede ting blev mere fremhævet. Men alt i alt en super spændende hyggelig krimi, jeg glæder mig allerede til den næste.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup elsker nørdede krimier