”Dødevaskeren” er skrevet af Sara Omar. Udgivet af Politikens Forlag den 30. november 2017.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagsidetekst: Det nyfødte pigebarn Frmesk er ikke ønsket af sin far på
grund af sit køn. Hun er tilmed mærket for livet med en lille kridhvid hårtot
på sin barneskaldede isse. Er det et tegn fra Allah? Er hun velsignet eller
forbandet?
Frmesks farmor insisterer på, at hun bliver omskåret med det
samme, men Frmesks mor frygter, at hun er for lille
og svag til at kunne overleve indgrebet. Endnu mere frygter hun sin mand og
truslen om, at han vil skaffe den lille af vejen. Da hans voldelige adfærd
intensiveres, er hendes eneste udvej at sætte barnet i pleje hos sine egne
forældre.
Frmesks mormor er dødevasker. Hun tager sig af de
kvinder, som ingen andre vil begrave – kvinder dræbt i vanære og skam. Frmesks
morfar er pensioneret oberst, og til forskel fra sin kone læser han ikke kun i
Koranen, men besidder et mangfoldigt bibliotek. Det er et kærligt hjem, som dog
kun for en tid er i stand til at skærme Frmesk mod den fysiske og psykiske
overlast, der ubønhørligt nærmer sig fra alle sider i et Kurdistan præget af
krig, folkedrab og had.
Dette er ikke en krimi som dem jeg plejer at læse. Men man kan kalde det ”true crime” i ordet vildeste betydning. Sara Omar har her skrevet en bog baseret på hvordan hverdagen er for mange mellemøstlige kvinder. Beskrevet hvordan de må leve med både psykisk og fysisk vold, hver dag, uden at nogen griber ind, for sådan er det bare… Det er hverdag og deres religion retfærdiggør disse handlinger…
Man følger pigen Frmesk fra fødsel til hun er fem år og kapitlerne i bogen veksler mellem at berette om barnet Frmesk og den voksne Frmesk. Denne vekslen er med til at give et billede af, hvordan dette miljø har formet denne pige.
Bogen er hurtig læst og har ikke et fantastisk sprog eller flotte formuleringer men den har indhold og det, er i dette tilfælde, meget mere vigtigt end alt andet. Hverdagen for disse kvinder og børn ligger så langt fra hvad vi er vant til og man fatter næsten ikke at det er sandt. Og netop på grund af grovheden, er dette budskab så vigtigt. Ved oplysning og åbenhed kan man måske, sætte en stopper for lidt af denne grusomhed.
Hvis du ikke har læst denne bog, så skynd dig at gøre det.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup tørrer en tåre og siger Sara Omar tak for sit mod