”Ind i den hvide nat” er skrevet af Jakob Melander. Udgivet af People´s Press den 7. februar 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Da det maltrakterede lig af en dansk malkeko driver i land på Gilleleje Strand, kommer politiassistent Lars Winkler på sporet af en sag om indsmugling af store mængder af et LSD-lignende stof.
Under en anholdelse af to klatretyve på Hotel Continental på Nørre-brogade i København stjæler Nanna Christoffersen, politiassistent i indbrudsafdelingen hos Bellahøj Politi, en statue af Hindu-guden Kali. Men både kriminelle bagmænd og efterretningstjenesten vil gøre alt for at få fat på statuen, og snart er Nanna jaget vildt.
Trods politiets efterforskning når stofferne ud på gaden, og fire personer bliver indlagt med svære psykoser efter at have indtaget stoffet. Og da de to indbrudstyve bliver dræbt på genbrugsstationen under Bispeengbuen med rester af det samme LSD-lignende stof i kroppen, må Lars Winkler indse, at de to sager hænger sammen.
”Ind i den hvide nat” er syvende bind i serien om Lars Winkler. Alle bøgerne kan læses selvstændigt men man får, som i alle serier, mere ud af baggrundshistorierne, ved at læse hele serien i rækkefølge.
Lars Winkler kæmper med at holde sig oven vande. Både med hensyn til arbejde, familie og stofferne. Hans forhold til Sanne er på kollisionskurs, hans datter er flygtet til New York fordi hun fandt Lars i en rus og stofferne rykker stadig i ham. Det hele er ret melankolsk og fundet af en ko med et hul ind i dens indre, gør måske ikke stemningen mere munter.
Karakteren Nanna som læseren møder i bogens andet spor, er en virkelig bitch. Hun stjæler fra gerningssteder, banker sagesløse borgere som krydser hendes vej og får sig ind i mellem en ordentlig gang mel til næsen og en flaske sprut. Hun er så lang ude, at det grænser til omsorgssvigt for voksne. På den ene side, er det meget rart med en person som skejer helt vildt ud men på den anden side, bliver jeg vild irriteret og tænker at hun skal tage sig sammen og passe sit arbejde som betjent. Men hun er med til at give historien en smule kant og sætte følelserne i kog.
Der er andre finurlige personligheder i bogen og det er noget af bogens styrke. De forskellige personligheder man møder, står alle klart og er godt beskrevet. Det gælder også miljøbeskrivelser og stemninger, man er ikke i tvivl om hvordan ting eller steder ser ud eller hvordan scenen er sat.
Bogens plot er et stort spin af mange forskellige tråde som vikles ud og ind i hinanden. Der skete bare for lidt eller rettere sagt, der gik for mange sider med det som skete. Jeg syntes historien var for langtrukket og jeg havde faktisk problemer med at læse færdigt. Det er virkelig ærgerligt for historien er god, det flød bare ikke helt for mig. Jeg følte at der var 200 sider for meget og de mange historier/spor passede lidt for godt sammen… Nogle bøger er korte, nogle bøger er lange og nogle bøger er lidt for længe. Sådan havde jeg det med den her.
Det er nogle vilde emner som tages op. Smugler stof, politi kontra PET, kriminelle uden grænser, farlige eksperimenter og dybet i en selv. Jeg vil, på trods af min karakter, glæde mig til mere fra Jakob Melanders hånd, da jeg syntes han har en fin pen.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber…