”Vildskud” er skrevet af Julie Hastrup. Udgivet af Politikens Forlag den 28. maj 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Johanna Ejby har mistet sin lille datter på en ferie i Italien. Livet er splintret, hun kan ikke få stumperne til at hænge sammen og begynder derfor i en sorggruppe for mennesker med kompliceret sorg. En dag starter en ung kvinde i sorggruppen. Ud over sin voldsomme sorg rummer hun også en farlig hævntørst, en hævntørst, som langsomt breder sig i sorggruppen.
For hvor langt vil man gå for at hævne den, man har mistet?
Drabsefterforsker REBEKKA HOLM kæmper med at acceptere, at hendes svenske kæreste og kollega, Niclas, efter et drabsforsøg ikke længere er den Niclas, hun kendte. Og ingen kan garantere hende, at han nogensinde vil blive det igen. En dag bliver hun kontaktet af en barndomsven, hvis unge søn, Elias, har fået nogle truende breve og anonyme telefonopkald – og det mærkelige er, at Rebekka selv har modtaget flere anonyme telefonopkald den seneste tid. Er der nogen sammenhæng? Den unge Elias forsvinder pludselig, Rebekka får atter flere tavse opkald, og i sorggruppen kulminerer hævntørsten i et inferno af ulykker – og drab.
VILDSKUD er en nervepirrende krimi om sorg, hævn og selvtægt og om at mennesker ikke altid er dem, som de giver sig ud for at være.
”Vildskud” er den ottende bog i serien om drabsefterforskeren Rebekka Holm. De foregående hedder: ”En torn i øjet” 2009, ”Det blinde punkt” 2010, Blodig genvej” 2011, ”Portræt af døden” 2013, ”Farlig fortid” 2015, ”Mirakelmanden” 2017, ”Blodspor” 2018, min anmeldelse af Blodspor kan findes her.
Vildskud rørte noget i mig og man skal være lavet af sten, hvis den ikke også rører dig. De historier sorggruppens medlemmer fortæller, er enhvers mareridt. Hvis du bliver spurgt: Hvad er det værste som kan ske? Svarer de fleste; at det værste er, hvis der sker noget med dem, de har kær. Det er genkendelige følelser og de rører ved læseren. Dyb sorg, fortvivlelse, hævnlyst og tanker om selvtægt er naturligt, det som strømmer igennem, når det værste sket, og Julle Hastrup skriver om netop dette, på fineste vis og med en nerve og ægte indlevelse. De forbudte tanker og det man ikke indrømmer – at man vil hævne sit tab. At den som ”var skyld” i ugerningen skal lide, lige så meget som en selv, er et stort tema i bogen og det rørte, som skrevet før, noget i mig.
Men, for der er desværre et men…
Når man er krimi-elsker og bogen er en krimi, så skal krimi delen også fungere. Det syntes jeg desværre ikke den gjorde denne gang. Jeg kan ikke skrive hvad og hvorfor, uden at afsløre handlingen, men jeg syntes plottet er for rodet og jeg ville ønske der var strammet lidt mere op på både motiv og antallet af døde. Men læs selv.
Rebekka Holm er hovedpersonen der kommer ud for lidt af hvert, men hun rejser sig hver gang. Der er spændende ting i vente og mon ikke vi kommer til at se mere til hende. Der lægges i alt fald op til en 9ér. En af Julie Hastrups styrker er hendes levendegørelse af sine karakterer og det gælder både hoved- og bipersoner. De beskrives så man kan mærke dem og kommer til at holde af hele flokken.
Men, for der er et men mere…
Desværre må læseren trækkes med virkelig mange fejl. Er man kommet til at trykke næstsidste udgave? Ærgerligt, da det forstyrrer læsningen. Jeg kan sagtens se gennem fingre med et par småfejl eller 3, men her er antallet mange flere.
På trods af et par men´er var jeg i godt selskab med ”Vildskud” Det er en bog med stærke temaer og man mærker det i hjertet gang på gang. Blot savner jeg lidt strammere krimi-del og den grusomme uhygge som en Rebekka Holm krimi plejer at indeholde.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Det første billede er taget af mig, da vi – en flok bloggere – mødtes til reception i en boks. Det var super hyggeligt og en fin måde at “mødes” på. Billede 2 er taget af Politikens Forlag fra deres side af skærmen.
Serien er i øvrigt genoptrykt med nye forsider, så alle bøgerne passer til hinanden.
En del pænere end min rodebunke…
