”Hvepsestik” er skrevet af Line Vester Larsen. Udgivet af Brændpunkt den 12. marts 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: København er ramt af hedebølge, da motionisten, Anders Hansen, gør et makabert fund i Frederiksberg Have. En studine er brutalt blevet stukket ned og efterladt døende ved havens børneattraktion suttetræet. Den garvede efterforsker, Britt Østerby, sættes på sagen, og som makker får hun den unge Oliver Lindberg. Sagen tager hurtigt en uventet drejning, da det viser sig, at Oliver gemmer på en tung hemmelighed, der kan koste ham pladsen i efterforskningen. Inden længe befinder Britt sig i en drabssag, som med lynets hast udvikler sig kaotisk, da nye spor trækker tråde til en broget verden af sugardating¸ hvor kærligt selskab sælges og købes som en eftertragtet luksusvare. Et par dage efter findes endnu en kvinde myrdet. Er der en sammenhæng mellem de to drab? Og hvorfor havner den tilsyneladende naive motionist, Anders, igen i begivenhedernes centrum? Jorden brænder under Britt, der én gang for alle må revurdere sit pragmatiske syn på skyld og uskyld i en vanvidsefterforskning, der involverer alternative drabsmetoder og udspekuleret hævn.
’’’Hvepsestik” er Line Vester Larsens debut.
Vi møder makkerparret Britt, betjenten med de 20 års erfaring og Oliver, som er ny og opcoming star. De udgør et godt par og deres ping/pong fungerer ret godt. De kunne sagtens fungere som makkerpar i flere krimier.
Bogen bugner at sprogbilleder – metaforer, det kan gøre en tekst rigtig smuk at læse. Men bliver der anvendt for mange, syntes jeg, det får den modsatte effekt og i denne bog bliver der brugt rigtig mange metaforer. Det er både personer, miljø og synspunkter som beskrives på denne måde. Det er lidt som om, forfatteren prøver for meget, for hårdt eller bare gerne vil have alt ned på papiret og helst på samme tid. Det gør teksten, tit tider, svær eller nærmere anstrengende at læse. Men det går desværre også ud over indholdet, hvor det samme gør sig gældende. Forklaring: Det er som om at det helt rette persongalleri, er blevet sammensat lidt for grundigt. Den ”midt i livet” kvindelige betjent, som er fraskilt og har et handicappet barn. Den unge betjent, den omhyggelige osv… Men også offeret, da hendes forældre (og hende) kommer fra Vestjylland og er indremissionsk, man møder den ældre mand som er konen utro. Igen, er det som om at alle typer skal optræde og det kan virke trættende. Jeg håber at en eventuelt to´er bliver lidt mere afslappet. Man behøver ikke have alle typer i en bog.
Der er også nogle scener hvor en mobiltelefon som har været tabt i en blodpøl med et plop, pludselig er tilbage i armcoveret og virker helt perfekt. Og et langt kram som gives til en person som har kastet voldsomt op, ud over sig selv, her havde jeg nok nøjes med at give hånd! Små ting, I know… Men lidt ligesom når
Bogens handling udspiller sig i København og et af de store emner er sugardating. Det er et spændende emne og det kunne have være et sprængfarligt emne. Jeg ville ønske at der var blevet dykket et lag dybere ned, da jeg føler der kun er kradset lidt i overfladen.
Men ser man nu lidt bort fra alt mit brok, er det faktisk en ok krimi med et fint twistet plot. Der er flere humoristiske detaljer og en obduktion som er ret morsomt beskrevet.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber