”Saga” er skrevet af Sussie Maria Pilegaard. Udgivet på forlaget EgoLibris den 30. august 2018.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Saga og Mike bor på en stille villavej i Hørsholm med deres søn Carl-Emil. Men deres samliv er alt andet end stille. Det startede i det små. Mike var den kontrollerende ægtemand og Saga den underdanige kvinde. Tingene eskalerer under en firmatur til USA hvor Mika lænker Saga til et gelænder, udenfor deres værelse på motellet. Da de kommer hjem til Danmark igen, ændres tilstanden fra værre til værst og Saga befinder sig i en situation, hvor hun både vil gå og blive. Hun vil både forbande og forsvare sin mand. Da den psykiske vold bare bliver mere og mere intens og virkelig grim og ender med at blive fysisk, her må Saga træffe et valg. Hvad gør hun?
Dette er en psykologisk thriller om vold… Vold både på sjæl og krop. Bogens plot er bygget op med et spændingsniveau som stiger stødt gennem hele bogen. Man er som sådan ikke i tvivl om hvad der vil ske og man bliver taget med hele vejen. Man er skiftevis inde i hovedet på både Saga og Mike og jeg syntes personskildringen er ramt meget godt. Saga er offeret, som ikke helt ved om hun skal blive eller gå og som, i starten, tager sin mand i forsvar, undlader at fortælle hvad han gør ved hende, finder på undskyldninger og ikke mindst, tager skylden for hans grusomheder. Mike er krænkeren. Han er nærmest skildret som et klassisk eksempel (sorry – det lyder groft, men dette mønster ses tit) Manden med den møg dårlige barndom som ikke har lært hvordan man agere og opfører sig, af den simple grund, at hans forældre, aldrig har lært ham det. Heldigvis findes der mange mønstrebrydere men desværre ikke denne mand. Han kan beskrives med ret få ord, Et psykopatisk møgsvin. Sproget er let læseligt og flyder fint. Eneste minus er at jeg godt kunne tænke mig mere fart. Selv om spændingen stiger gennem bogen, bliver det lidt det samme der gentages igen og igen. Men det skal absolut ikke afholde mig fra at anbefale bogen positivt.
Dette er forfatterens debutroman. Og hvilken debut! Det er en barsk fortælling om ægteskabets skyggesider, hvor personerne skildres levende og ægte.
Bogen får 4 ( af / 6) lakridspiber… Fru Thulstrup hader møgsvin