”Brændofre” er skrevet af M. W. Craven. Udgivet af Jentas den 1. oktober 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: En seriemorder mishandler og brænder folk levende. Han efterlader sig ingen spor, og politiet står magtesløst. Medierne døber ham brændoffer-manden.
Da den kontroversielle, suspenderede efterforsker Washington Poes navn viser sig at være snittet ind i brystet på de forkullede rester af seriemorderens tredje offer, ender Poe mod sin vilje med at blive kaldt tilbage og sat på sagen.
Han bliver makker med den højt begavede, men socialt umodne analytiker Tilly Bradshaw, og den umage duo løser den gåde, der peger på Poe. Den tilsyneladende usynlige drabsmand har en plan, der af en eller anden grund involverer Poe.
Mens dødstallet stiger, går det gradvist op for Poe, at han er langt dybere involveret i sagen, end han kunne have drømt om. I et chokerende slutspil splintres hele hans selvbillede. Poe skal snart erfare, at der findes endnu værre skæbner end at blive brændt levende …
”Brændofre” er første den i en serie om makkerparret Poe og Tilly. Forfatteren har udgivet tre bøger, så det lover godt for os som elsker den her slags krimier.
Hold nu fast en krimi… Bogen er super velskrevet og med virkelige fine beskrivelser, det er sådan en bog man kravler ind i og bor der i de timer det tager at læse den. Det er intelligent krimi med både en gerningsmand og en gruppe af efterforskere som er virkelig raffinerede i deres metoder, for intelligent forbrydelse kræver lige så intelligent opklaring. Forbrydelserne er grove, virkelig grove og der er ikke sparet på detaljerne, men efter endt læsning, forstår man hvorfor, ikke at man skal bifalde forbrydelse – husk på at det er bare fiktion, men lad mig sige at forbrydelsen matcher fint det som den gengælder.
Jeg elsker virkelig krimi hvor der er tænkt over plot og handling, hvor det hele går op i en højere enhed og hvor man både græder med heldigvis også griner, ind i mellem.
Poe og Tilly er et umage par, men alligevel passer de perfekt sammen. Poe er den som aldrig går den lige vej, er skarp og tager chancer. Tilly er lynende intelligent, en ægte nørd og siger nærmest hvad hun tænker. Jeg håber at Tilly får lov til at beholde lidt at sin naivitet, da det er med til at forme hendes figur og verden har brug for flere Tilly´er, der siger hvad de mener. Tilly er også hende som kan finde på at sige:
”Glasset er ikke halvt fuldt, Poe. Og det er heller ikke halvtomt. Hvad er det så? Hun grinede. Det er dobbelt så stort, som det behøvede at være.”
Så er du til velskreven, intelligent, brutal og rørende krimi, skal du vælge denne…
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber