Blodspor

”Blodspor” er skrevet af Julie Hastrup. Udgiver på Politikens Forlag den 20. september 2018.

Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

En stille villavej i Birkerød. Ligusterhække-idyl. Postbuddet kører rund med breve og skal også aflevere post hos familien Friis. Men huset virker anderledes, gardinerne er trukket for og døren står på klem… Han – postbuddet går ind, der lugter mærkeligt i huset, han kalder – ingen svarer, han lægger posten på et konsolbord, kigger op og ser hende i spejlet. Jette Friis, kvinden i huset… han går ind i spisestuen og ser hele familien Friis bænket om middagsbordet, døde. De er skudt… Men der mangler en, familiens ældste datter Helene sidder ikke ved bordet. Politiefterforsker Rebekka Holm og hendes team får til opgave at løse det firdobbelte mord. Hvem har skudt familien Friis? Hvor er Helene? Hvordan er familien blandet ind i et sideløbende mysterium om forsvundne børn?

Dette er syvende bind i serien om Rebekka Holm. Bøgerne er alle selvstændige historier og kan læses uafhængig af hinanden men læseoplevelsen bliver bedre hvis man læser dem i rækkefølge, da baggrundshistorierne udvikler sig gennem alle bøgerne.

Jeg har glædet mig og ventet på denne bog. Den foregående ”Mirakelmanden” var fantastisk og derfor var forventningerne til denne bog store. Jeg er vild med bogens plot, det er godt og virkelig gennemtænkt. Jeg syntes om de historier, hvor man følger flere spor som til slut, samler det store billede. Denne bog har flere sidehistorier, dog er det ret nemt at bevare overblikket og øje for historien. Bogens hovedperson Rebekka Holm har efterhånden været udsat for lidt af hvert. I denne udgave syntes jeg dog hun er en anelse ved siden af sig selv. Godt nok skal hun komme sig efter strabadserne i ”Mirakelmanden” men hun efterlader et aftryk som en veg, mega storrygende ikke helt Rebekka som vi kende hende… Jeg savnede lidt hendes baggrundshistorie, som er gledet næsten helt væk her. Hun er ikke helt så sej, som hun plejer at være. Jeg ved godt at hun skal komme sig og at hendes kæreste Niclas er indlagt, men, men, men… Udover dette lille minus er alt som det plejer, når man læser en Rebekka Holm krimi, siderne vender nærmest sig selv, sproget er smukt flydende og inden man får set sig om er bogen slut. Et af bogens temaer – mishandling af børn samt andre emner i denne boldgade, som jeg lader være unævnte, da det vil afsløre for meget af handlingen – er så smerteligt at læse om. Vi ønsker, at det ikke sker for nogen børn, men faktum er at selv i dagens Danmark, findes disse børn. Kan en krimi være med til at vi tænker og ikke mindst handler hvis vi møder dette, er missionen fuldført. For arv contra miljø og hvordan brydes et mønster er evigt aktuelt.

En utrolig velskrevet krimi om Et tragisk familiedrama og en fortælling om hvad mennesket vil gøre for ussel mammon. Og hvor samvittighed blot er et ord…

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup er pjattet med lange serier og især dem med en morale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *