”Oxen-Lupus” er skrevet af Jens Henrik Jensen. Udgivet på Politikens Forlag den 6. september 2018.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Niels Oxen, tidligere jægersoldat med mange ar på sjælen, lever stille og roligt i en lille lejlighed i Vangede. Han bliver kontaktet at tidligere PET-chef Axel Mosmann. Mosmann har en opgave til Niels Oxen: Find ud af hvad der er sket med den 76 årige forhenværende departementschef Poul Hansen, han bor på en nedlagt landejendom, Harrildholm, i det mørke Jylland, på Harrild Hede. Niels Oxen indvilger og tager sin 14 årige søn Magnus med. På Harrild Hede er der observeret ulve, et dyr som fascinere Oxen. Turen til heden skal dog vise sig at kaste mere af sig end som så. Niels Oxen falder over spor som leder langt tilbage i fortiden. En fortid som gemmer på mere farlige og hemmelige ting end nogen aner. For er Lupus blot en ulv?
Denne bog er nummer fire i en række som, i første omgang, kun var planlagt som en trilogi. Men Niels Oxen havde flere historier i ærmet. De tre andre i serien er: 1) De hængte hunde. 2) De mørke mænd og 3) De frosne flammer. Alle bøgerne er selvstændige romaner og kan læses uafhængigt af hinanden. Men læseoplevelsen bliver bedre hvis man læser serien i rækkefølge.
Den er nu æ´ så ring´, og det sagt på jysk… Som oversat betyder noget i retning at: ”Den bog er fænomenal, over the top, god. For mig, bliver det ikke mere lokalt. Noget af handlingen foregår på Harrild Hede, et stenkast fra Fasterholt, hvor vi bor. Jeg var ret spændt på, hvordan det ville være at læse om sig egen hjemegn, men historien er fortalt med respekt for lokationen. Det er selvfølgelig lige meget for folk, som ikke kender stederne der refereres til, men jeg følte mig hjemme. Jeg overvejede faktisk at google Harrildholm! Egens ånd er også rigtig fint og sjovt flettet ind i historien. De fleste folk har et øgenavn – det giver et rigtigt billede, at det går igen i denne bog og gør det hele mere virkelighedstro. Det fik mig til at trække ret meget på smilebåndet, for det er et typisk træk. Persongalleriet er ikke voldsomt stort, det giver historien en dejlig ro, man kommer ikke i tvivl om hvem som er hvem eller har problemer med at huske hvor og hvorfor. Ulven spiller en stor rolle i denne fortælling. Både som dyret ulven og i mere overført forstand. Et spændende og fascinerende dyr, som der er delte meninger om, og som passer godt til historiens hovedperson Niels Oxen – den ensomme ulv som bedst opererer i mørket. Plottet er godt skruet sammen. Der kører flere historier samtidig som smukt samler sig til slut, hvor alle brikkerne klikker sammen og puslespillet samles. Historien er mere end bare en krimi. Her trækkes tråde til debatten om ulve i Danmark, PTSD ramte veteraner og behandlingen af samme, forældre/børn sammenværd og mangel på samme og ikke mindst spørgsmålet om brugen af selvtægt. Mange tunge emner som nænsomt flettes ind i historien. På trods af alle de alvorlige emner, rummer bogen og en slags jysk lune som ligger og vibrere under overfladen. Den lune jyske humor som er underfundig og lidt skjult.
En krimi med ulve, hemmeligheder og jysk lune. En krimi som bare skal læses…
Bogen får 6 (af / 6) lakridspiber… Fru Thulstrup elsker sin hjemegn
Fasterholt Forsamlingshus og Fasterholt Kirke som spiller en lille rolle i historien.