”Mød mig i paradis” er skrevet af Heine Bakkeid. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 4. juni 2019.
Dette er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Thorkild Aske som er tidligere afhøringsleder, nu sygemeldt og faktisk i en elendig forfatning, bliver tilbudt et job af den berømte krimiforfatter Milla Lind. De skal lede efter to piger som er forsvundet fra et børnehjem, da Milla er ved at skrive en bog, baseret på deres forsvinden. Det viser sig dog hurtigt at det ikke er nogen helt let opgave. Thorkilds forgænger blev fx skudt på jobbet og deres efterforskning trækker tråde langt omkring.
Denne bog ”Mød mig i paradis” er nummer to i serien, skrevet af norske Heine Bakkeid, om antihelten Thorkild Aske. Nummer et hedder ”Jeg vil savne dig i morgen” og min anmeldelse af den, kan læses her.
Den Thorkild Aske vi møder, er stort set ikke kommet videre. Han er afhængig af diverse opioider og er på godt dansk ”ret meget på skideren”. Men måske er jobbet for krimiforfatteren Milla Lind, vejen frem for Thorkild? Han har laven en pagt med sin psykiater Ulf. Ulf holder op med at ryge og Thorkild får ingen piller – Lidt lige som en ”blinke-leg” hvem holder længst? Thorkild render,som den antihelt han er, hurtigt ind i forskellige problemer, men han kommer også flere skridt videre i sagen om de forsvundne piger. Dog er det ret foruroligende at hans forgænger blev skudt på jobbet. Thorkild Aske er en antihelt med alt hvad dertil hører, det er dog hans pillemisbrug der høres mest om. Jeg kunne måske godt tænke mig, det var bare lidt mere realistisk. Fx han dropper alle sine piller og får ikke en eneste nedturs abstinens? Herefter er han uden påvirkning af medicin i længere tid, for derefter at sluge store mængder… og han virker ikke specielt påvirket. Men ok, det er også det som gør ham speciel og er hams ”ting”…
Her i bind nummer to, har forfatteren heldigvis droppet de vilde parapsykologiske scener. Jeg syntes de var malplaceret i bind nummer et og min smag kan bedre lide handlingen uden.
Bogens handling fortælles fra flere vinkler – af flere personer – dette er med til at fastholde læseren og gø,r at man lige må læse lidt flere kapitler, så et super genialt træk… Sproget er letlæseligt og kapitlerne korte – igen et smart træk, for man kan jo altid snuppe et mere. Plottet virker godt og skiftende mellem nutid og fortid er med til at fastholde den stigende spændingskurve.
Man laver stadig diverse sammenligninger med bla en anden norsk forfatter. Ja, deres hovedpersoner ligner hinanden på nogle punkter men lad det nu ligge. Heine Bakkeid fortjener sin egen stemme og jeg tror ikke man lige med det samme finder en forfatter bedre end den anden, unavngivne, nordmand…
Jeg var godt underholdt og glæder mig over en nummer to i, forhåbentlig, en række som bøger som bare bliver bedre og bedre… Bøgerne kan læses selvstændigt men jeg vil anbefale at man starter med nummer et, da der altid er baggrundsviden om hovedpersonerne som er nyttig at have.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber… Fru Thulstrup kan se potentiale…