Søgende sjæle

”Søgende sjæle” er skrevet af Christina List. Udgivet af forlaget Lindbak + Lindbak den 21. oktober 2026.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Da en kvinde møder op på et nedslidt motel til et hemmeligt stævnemøde, aner hun ikke, at en voldsom død venter hende på værelse seks. En dybt chokeret motelejer tilkalder politiet næste morgen, og da politikommissær Kate Falck og hendes team dukker op, bliver de mødt af et grufuldt syn. Offeret mangler tunge, øjne og ører.

Hvordan har morderen formået at manipulere ofret ind i en så forsvarsløs situation, og hvorfor en død med så kirurgisk præcision?

Kate er ikke i tvivl om, at dette mord er nøje planlagt, og hun søger derfor hjælp hos sin ven, den erfarne psykoterapeut Abel, for at forstå motivet. Hun frygter, at dette mord ikke bliver det sidste – og hun får ret. Morderen har allerede udset sig det næste offer.

”Søgende sjæle” er andet bind i serien med den overordnede titel Gud holder øje. Bind nummer 1 hedder ”De faldne piger” og skal du i gang med serien, vil jeg anbefale at starte fra begyndelsen med bind nummer 1.

Man ser hinanden online, man chatter og man aftaler at mødes. Ikke en usædvanlig ting i dagens Danmark. Det gør tusindvis af mennesker. Men nogle gange går det grueligt galt, og det oplevet kvinderne i denne bog.

En af kvinderne hedder Jeanette, endda Jeanette Thulstrup og kvinden der bærer mit navn skånes absolut ikke. På den mest klamme og bestialske måde, er hun blevet manipuleret og lokket til at mødes med en tilsyneladende rigtig imødekommende og forstående fremmede, men han viser sig at være alt andet. Så jeg kan godt afsløre at ”jeg” ikke overlever.

Bogen er fyldt med psykologi, der spilles på mange strenge og man bliver forfærdet og belært. Nogle gange syntes jeg emnerne bliver forklaret lige rigeligt, fordi jeg som læser godt kan glemme hvor jeg kom fra, hvis en forklaring om et emne bliver lidt for lang, og derfor skal bruge tid på at komme tilbage i den faktiske handling. Men ud over det, syntes jeg det er fedt når en forfatter giver fuld gas på uhyggen og detaljer. Noget der kunne være ret fedt, var at komme meget mere ind i gerningsmandens hoved, for det må være et ret syret sted…

Jeg er ret sikker på at mange vil syntes slutningen føles helt forkert. Jeg må indrømme at jeg også sad med en følelse af uforløsthed, for bøger plejer at slutte anderledes. Men på den her måde kan vi kun glæde os til at Kate kommer i gear og gør det hun er bedst til.

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

ISBN: 97887-85490-15-5

Forlag: Lindbak + Lindbak

Forfatter: Christina List

Titel: Søgende sjæle

Sidetal: 306

Bogen kan også lyttes på Mofibo, hvor det er Morten Rønnelund der indlæser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *