”Sort mirakel” er skrevet af Thomas Bagger. Udgivet af forlaget Gyldendal den 17. februar 2026.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Lucas Stage er på nippet til at blive fyret fra politiets hemmelige Task Force 14, da der sker en række mystiske drab på berømte influencere. Han får en sidste chance. Men er hans ekstraordinære efterforskningstalent nok denne gang?
Hans kollega David Flugt er flyttet ind hos Jenny Seland i hendes faldefærdige hus på Mors, og sammen graver de desperat i Lucas Stages dystre fortid efter det fældende bevis imod ham. De ved ikke, at Lucas selv er i gang med at hæfte løse ender. Og at de næste to navne på hans dødsliste er deres.
Samtidig bliver Izzy Aidid sat i spidsen for en tophemmelig gruppe nedsat af rigspolitichefen og Justitsministeriet. Eksperterne skal teste en høj-risiko kunstig intelligens ved navn ODIN, der skal revolutionere politiets arbejde: Fremover kan forbrydelser forudsiges ved hjælp af algoritmer og big data. Med ’predictive policing’ bliver der slet ingen forbrydelser at opklare.
Izzys og Lucas’ veje flettes tæt sammen, da det kommer frem, at en gruppe influencere var på besøg i den succesrige techvirksomhed, der står bag ODIN. Tre af dem er nu døde.

”Sort mirakel” er femte bind i serien om Task Force 14, David Flugt og Lucas Stage. De foregående hedder: ”Manden i tre dele”, ”Den nittende ø”, ”Stamina” og ”Koden til kaos”. Jeg anbefaler man læser bøgerne i rækkefølge, ellers tror jeg det er helt umuligt at finde hoved og hale i, da bøgerne er en lang historie, hvor personerne er flettet meget ind i hinanden.
Det hele startede på en mark et sted i Sønderjylland hvor ligene, bogstavelig talt, væltede op ad jorden. Undervejs i bøgerne har vi været vidt omkring, blandt andet på Færøerne og i Rumænien, for at ende i Danmark og blive suget ind i en historie, hvor AI spiller en stor rolle. Forestil dig hvis AI kan forudse en forbrydelse, inden den bliver begået – vildt ikke…
Og netop ordet vildt, er en ret god beskrivelse af denne bogs historie. Det er eminent godt fundet på, nogle vil sikkert kalde det alt for fantasifuldt, men denne fantasifuldhed giver en virkelig fed historie, hvor plottet tvister igen og igen, så læseren ikke aner noget som helst, det ene øjeblik er man sikker på at man har gennemskuet hvem bad-guyen er, for at opdage at det du troede, vendes helt på hovedet, og det er fedt. Hvad jeg syntes var knap så fedt, er at der er virkelig meget forklaring i dialogerne. En samtale kan blive en lang enetale om noget AI halløj og jeg tænke at ingen taler sammen på den måde, dialogerne blev for mærkelige og ikke naturlige og det gjorde også at bogen til tiden blev lidt lang i spyttet, netop fordi der blev forklaret i en uendelighed. Måske var noget af det nødvendigt for at forstå, men noget kunne helt sikkert også forenkles.
Jeg kunne ikke lave være med at tænke om det var et lille kighul ind i fremtiden, hvor AI overtaler mere og mere. Noget ved AI er virkelig smart, men andet, tror jeg, bliver ved med at kræve ægte mennesker – heldigvis! Men glæd dig til at møde Izzy, hun er lige dele asshole og geni.
Hvis du ikke har læst serien endnu, er der mange timers læsning til gode. Serien er lidt speciel, meget brutal, hamrende psykologisk og ret tankevækkende.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-02-41081-5
Forlag: Gyldendal
Forfatter: Thomas Bagger
Titel: Sort mirakel
Sidetal: 584
Bogen kan lyttes og læses på Mofibo hvor det er Janek Lesniak der indlæser.

