”Sirene” er skrevet af Cecilie Buhl. Udgivet af Gutkind den 11. maj 2026.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Da en kvinde findes dræbt på stripklubben Sirene i København, bliver Alvilda Olsen kaldt på arbejde. Det er hendes første dag i Drabsafdelingen, og her møder hun den garvede efterforsker, Bjørn Gregersen. De to finder hurtigt ud af, at de er uenige om det meste, men de er tvunget til at arbejde sammen om at opklare drabet.
Samtidig går Sally Frost, en fandenivoldsk negletekniker, på jagt efter gerningsmanden selv. Begivenheder i Sallys dystre fortid rører på sig, og hun drives af et stærkt ønske om hævn.
Snart er det ikke kun et spørgsmål om, hvem der står bag – men hvem der bliver det næste offer.

Sirene er Cecilie Buhls debutkrimi, en politikrimi tilsat lidt fandenivoldsk girlpower fra negleteknikeren Sally, som har en kælder fyldt med hemmeligheder.
De to betjente som skal opklare mordet på en kvinde der arbejder på stripklubben Sirene er det mest umage makkerpar man næsten kan forestille sig, og deres samarbejde, eller mangel på samme, er ikke det bedste. Bjørn Gregersen er den erfarne indesluttede type, der altid ved bedst, og han er overhovedet ikke begejstret for den nye partner Alvilda Olsen. Alvilda er ny i drabs-afdelingen, men ikke ny i politifaget, hun har 8 års erfaring fra andre afdelinger. Dog syntes jeg hun, trods sine 32 år, virker utrolig naiv og det ærgrer mig lidt, at hun fremstilles som meget yngre end hun er. Jeg håber hun bliver lidt mere alderssvarende, efterhånden som serien skrider frem, for hun kan blive rigtig badass.
Det er en krimi der kredser om svære emner som misbrug, svigt og ar på sjælen, tanker om egen identitet og hvilken plads man har i verden, samt smerten når livet ramler – hvilket er med til at give en dybde og ægthed der er virkelig fed. Der er en smerte bag nogle af scenerne, som får det til at gøre ondt helt ind i hjertet, og når det sker, har forfatteren ramt noget rigtigt – Tak for det.
Forfatteren siger at denne krimi skal tilføre genren femininitet og kvindelig styrke. Jeg syntes dog der er rigtig mange seje kvinder i krimigenren, men hey, der er altid plads til flere. Jeg har en god ven, en mand, som også har læst bogen, og han sagde at han syntes den var udmærket, men at de godt nok havde meget menstruation. Og jeg giver ham ret, det kan faktisk, i mine øjne, godt blive noget man fokusere for meget på, hvis det bliver nævnt mere end 4-5 gange, så syntes jeg også det bliver lidt for meget.
Jeg vil glæde mig til mere, for jeg tror denne serie kan blive rigtig, rigtig fed.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-434-1330-1
Forlag: Gutkind
Forfatter: Cecilie Buhl
Titel: Sirene
Sidetal: 302
Bogen kan lyttes på Mofibo for det er Rosalinde Mynster som indlæser

