”Vi er alle skyldige” er skrevet af Karin Slaughter. Udgivet af HarperCollins den 2. september 2025.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: To teenagepiger forsvinder en hed sommeraften, og hele det indspiste lokalsamfund slår gnister.
Politibetjent Emmy Clifton bliver personligt involveret i sagen. Hun vendte ryggen til, da hendes bedste venindes datter havde brug for hjælp, så nu er Emmy parat til at gå langt for at rette op på sin fejl og skaffe datteren hjem igen.
Da Emmy begynder at samle alle de løse ender, pigerne efterlod sig, indser hun, at hun aldrig rigtig kendte dem. Det var der ingen, der gjorde.
Alle teenagepiger har hemmeligheder. Men hvem ville dræbe for dem? Og hvad skjuler byen ellers?

”Vi er alle skyldige” er starten på en ny serie fra Karin Slaughter. Og sikke en start! Hun lægger hårdt fra land, og dette lover rigtig godt.
Vi er i North Fall´s i Georgia, en lille by hvor alle kender alle, bogens hovedperson Emmy Clifton er betjent og datter af byens nuværende sherif. Hun er mor til Cole, som hun har med sin high school kæreste som hun også blev gift med. Men det bedste ved det ægteskab er sønnen, for hvad Emmy har måtte udholde i det ægteskab, er ikke småting.
Emmy er en kvinde med ben i næsen og fødderne solidt plantet på jorden. Hun lever efter faderens motto om at holde snuden i sporet og få fanget forbryderne, og Emmy skyr ingen midler. Hun er målrettet og handlekraftig og en hovedperson man virkelig hepper på.
Efter læsningen af denne bog, var jeg dog lidt nervøs for om forfatteren har brugt alt krudtet og fortalt alle hemmeligheder. Men med Karin Slaughters hittepåsomhed kommer der nok mere frem. Det er en stærk start på en ny serie, og jeg glæder mig til meget mere. For som i alle hendes bøger, både græder og griner man, der er store følelser, hvilket det er noget af det, som gør Karin Slaughters bøger så gode og gribende, Plottet er stærkt og personerne står stærkt frem, man drages ind mellem siderne og ordene flyder let. Her står hemmelighederne nærmest i kø, for ved du i virkeligheden alt om dine nærmeste, og spændingskurven er stødt stigende med nogle rigtig fede twists som gør det hele mere lækkert.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-874351-981-2
Forlag: HarperCollins
Forfatter: Karin Slaughter
Titel: Vi er alle skyldige
Sidetal: 443

