Døden min elskede

”Døden min elskede” er skrevet af Jakob Melander. Udgivet af Serafine som papirbog, og af Mofibo som lyd og e-bog den 18 november 2025.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: ENHVER KONTAKT EFTERLADER ET SPOR

Seriemorderen Marcus Rothe sidder i forvaring i Herstedvester Fængsel. I de to år, der er gået, siden han blev anholdt, har Laura Nørregaard været på flugt. Hun har forfinet sine metoder, men længes efter Marcus, hendes elskede, der åbnede en ny storslået og bestialsk verden for hende.

En fængselsbetjent fra Herstedvester bliver anklaget for at ville hjælpe Marcus med at flygte. Den anklagede er drabsefterforskeren Michala Bjerrums stedsøn, og nu beder hun Sigga om at hjælp til at rense ham.

I Hamborg ligger Siggas søster for døden, fast besluttet på at afsløre familiens mørkeste hemmelighed, inden hun skal herfra. Sigga kan ikke bære flere hemmeligheder, og Michalas bøn om hjælp giver hende den udvej, hun mangler.

Laura, der også er på vej til København, har et regnskab, der skal gøres op — et regnskab, der i uhyggelig grad spejler alt det, Sigga prøver at flygte fra.

”Døden min elskede” er femte bind i serien om den tyske psykolog og profiler Sigga Freitag. De foregående hedder: ”Jeg er Sarons rose”, ”Station Z”, ”Lysets engel” og ”Alle mine døde”. Jeg vil anbefale at man læser bøgerne i rækkefølge og fra nummer 1 og frem, da man ellers vil gå glip af alt det fantastiske.

Femte bind og det er stadig møg spændende. Elsker du bøger om seriemordere, og må det gerne være læsning i den barske ende, er denne serie helt sikkert noget for dig, for her er ikke sparet på detaljerne – den får simpelthen hele armen og Jakob Melander har helt styr på sagerne. At skrive om knivstik, blod og bestialske drab kan nemt blive til en lang splatteroplevelse, men ikke her – jo, jo, det er klamt, men det er også raffineret og gjort på en måde, som lader læseren måbe og gyse, men ikke helt nå kvalmestadiet. Det kræver en dygtig forfatter at få skrevet en bog som denne, uden at ende i noget som virker helt ude af proportioner. For vi er helt enige om, at det er ret urealistisk eller måske er urealistisk ikke det rigtige ord, for kigger man fv til USA har de en del seriemordere som gør/har gjort noget lignende. Den slags forbrydelse er ikke hverdagskost i Danmark og måske derfor syntes vi det kan virke alt for vildt. Jeg syntes Jakob Melander har fået skrevet en serie som er helt fantastisk god, og som giver et unikt indblik ind i en seriemorders hjerne. Vi kommer hele vejen rund og finder måske en slags forklaring på hvorfor man bliver til netop morder og hvorfor man må gentage forbrydelsen. Og jeg elsker det, derfor elsker jeg det, fordi der ikke kun er drab, men også en slags konklusion eller forsøg på forklaring… Og bare så ingen for kaffen galt i halsen – jeg elsker ikke seriemordere i virkeligheden, kun i litteraturen.

Der er, igen, bud efter Sigga Freitags evner, for at opklare en sag. Det hun kan, er helt specielt og nogle læsere syntes måske det er en smule for meget. Hun har en evne til at føle mentale spor. Enhver kontakt sætter et spor og hun kan fornemme om noget er sket, og om det er noget voldsomt. Derfor skal denne serie læses med et åbent sind, bare leg med og tro på Sigga Freitags evner, og du vil få den fedeste læseoplevelse.

Alt er velskrevet, hele bogen emmer at grundighed, man fornemmer tydeligt, at her er en forfatter, som virkelig har styr på tingene og hvis viden er enorm. Jeg glæder mig til mere.

Selv om du måske ikke er så vild med bøger der er i den barske ende, vil jeg til enhver tid anbefale denne serie til alle og enhver – blot forbi den kan så meget mere end fortælle om barske mord. Hele Sigga Freitags historie er virkelig spændende og rørende. Jagten på forbrydere er nervepirrende og du sidder tilbage med en følelse af at have læst et værk.

Bogen får 6 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

ISBN: 978-87-9978-931-3

Forlag: Serafine og Mofibo

Forfatter: Jakob Melander

Titel: Døden min elskede

Sidetal: 439

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *