”Jordens vilje” er skrevet af Walther Rebernik. Udgivet af Gyldendal den 1. august 2025.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I Tyskland lidt uden for Wolfsburg finder et overlagt drab sted på en mørk og øde parkeringsplads. En lynhurtig, nådesløs eksekveret henrettelse, der fanges så tydeligt af pladsens overvågningskameraer, at man skulle tro, det lige præcis var meningen.
I Skåne vågner Billie til hjemmebagte kanelbullar og friksbrygget kaffe i Ronnies lille landejendom. Alt ånder fred og idyl, og for en kort stund tillader hun sig at sænke paraderne og blot nyde øjeblikket. Måske kan hun endelig finde ro.
I København eksploderer himlen over byen af lyden fra politiets helikoptere, og sirenernes hylen skærer sig gennem gaderne. Jan Rose har fået uventede gæster på sit kontor i Føtex-bygningen, og da man viser ham en optagelse af et drab i Tyskland, står det isnende klart for ham, at alt er galt. Svimlende, kvalmende uhyggeligt galt.

”Jordens vilje” er tredje bind i serien om advokat Jan Rose. De foregående hedder: ”Satans datter” og ”Guds bøddel”. Jeg anbefaler at man læser bøgerne i rækkefølge.
Hvad skal der på?
Der skal fart på!
Hold nu fast for en vild bog. Ordet page-turner er vist ikke en overdrivelse, når det kommer til ”Jordens vilje”. Der er fart, action og en smule uhygge for alle pengene. Advokat Jan Rose har en evne til at få sig rodet ind i alt muligt, hvilket selvfølgelig også sker her. Nogen vil finde Billy, men Jans mund er lukket med syv segl og uanset hvad de udsætter ham for, holder han stand. Billy er faldet til ro i skjul, men da tingene går fra værre til helt ravruskende galt, må hun sadle om.
Her er fart og action for alle pengene, nogle gange kan man faktisk syntes at det går lidt for stærkt. Der bliver dykket dybere ned i Billy´s historie, og her kommer man som læser lidt i et dilemma, for kan man holde med en der koldblodigt dræber – svaret bliver ja – her heppes der, højt, på Billy. Hun er usædvanlig, skarp på alle måder og formet at en grusom fortid. Hendes venskab med Jan er helt unikt, og de to sammen, er nærmest uovervindelige. Jeg er vild med Walther Rebernik´s friske skrivestil, sproget er fedt og ligetil og menneskerne beskrives levende. Det kunne blive den fedeste actionfilm. Er du til rørende historier, scener hvor man holder vejret i spænding, uhygge og masse af action – så bare stig på, hold godt fast og nyd turen…
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-02-34281-9
Forlag: Gyldendal
Forfatter: Walther Rebernik
Titel: Jordens vilje
Sidetal: 486

