”Forglemmigej” er skrevet af Frida McFadden. Udgivet at forlaget Jentas den 22. januar.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Tess Strebel kan ikke genkende sit eget ansigt.
Hun kan ikke genkende sit hjem. Hendes soveværelse virker, som om det tilhører en anden. Og hun har ingen erindringer om den flotte fremmede, der ligger ved siden af hende i sengen. En fremmed, der påstår, at han er hendes mand.
Tess læser et brev skrevet i sin egen håndskrift. Det har hun udfærdiget på en sjælden klarsynet dag, og i det forklarer hun sit liv, som det ser ud nu: Hun var ude for en frygtelig bilulykke for et år siden. Hver morgen vågner hun op og har stort set ingen erindring om de sidste ti år af sit liv. Inklusive hendes eget bryllup.
Tess har intet andet valg end at acceptere sit nye liv og håbe på, at hendes hukommelse vender tilbage. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle hun tvivle på et brev, hun har skrevet til sig selv? Eller den venlige mand fra bryllupsbillederne på hendes kommode, som lader til oprigtigt at bekymre sig om hendes velbefindende?
Men så modtager Tess en sms på sin telefon. En sms, der ændrer alt:
“Stol ikke på ham, der kalder sig din mand.”

Hvis man har læst et par stykker af Frida McFaddens bøger, ved man, at her twister handlingen rundt og rundt. Hun laver de vildeste plots, og man er aldrig helt sikker, før sidste side er vendt. Sådan er det også med bogen ”Forglemmigej” man bliver hevet rundt, tvivler, tror man har den, for igen at tvivle. Jeg elsker det… Dog syntes jeg, ind i mellem, at hendes karakterer er alt for naive, og ikke altid prøver hårdt nok. Men det er også en del af spillet, for hvis fx Tess, som er hovedpersonen i denne bog, kunne slå en proper næve og sparke tykke døre op, ville der jo ikke være en historie. Så jeg læser bøgerne med velbehag, og tager det som dejlig underholdning, som man ikke skal tænke dybere over end bare at lade sig, ja, underholde.
Jeg læser tit Frida McFaddens bøger imellem andre bøger, sådan et hurtigt krimifix hvor man bare kan lade handlingen føre sig igennem. Det er de geniale til.
Men stop lige op og tænk scenariet i ”Forglemmigej”, du vågner op, går på badeværelset, ser i spejlet, men aner ikke hvem som kigger tilbage. Du går tilbage til soveværelset og der ligger en fremmed mand i sengen, han siger han er din ægtemand, men du aner det ikke. Tænk lige hvis det var dit liv! Hver dag starter det hele igen, også får du oveni en besked som siger at du ikke kan stole på ham der ligger ved siden af i sengen. Holymoly, Tess er for vild, og hun kæmper kampen hver eneste dag. Om hun finder en eller anden sandhed – tja, det ville jo ikke være spændende hvis det stod her…
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 9788742608227
Forlag: Jentas
Forfatter: Frida McFadden
Titel: Forglemmigej
Sidetal: 305