Ilka vender hjem

”Ilka vender hjem” er skrevet af Sara Blædel. Udgivet af Politikens Forlag den 30. oktober 2024.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Forlaget skriver: Ilka er blevet smidt ud af USA og er nu tilbage i København. Men livet er ikke let for Ilka. Hun bliver grebet i at låne penge fra kassen på den bar, hvor hun arbejder og bliver derfor fyret. Heldigvis kommer hendes gamle ven John hende til undsætning og tilbyder husly og en hjælpende hånd. John skaffer hende et nyt job som bedemand, og hendes første opgave bliver at transportere en død godsejer til Lolland.

Mødet med godsejerens familie byder på både hestesvindel, forelskelse, mord og dramatik i vanlig Ilka-stil.

”Ilka vender hjem” er fjerde bind i serien om Ilka Jensen. De foregående hedder: ”Bedemandens datter”, ”Ilkas arv” og ”Den tredje søster”. Jeg vil anbefale at man læser bøgerne i rækkefølge, da det, i denne serie, vil give mest mening. Hvis man ikke orker at læse tre bøger inden man kommer til denne, kan man også springe på her, men man skal være ops på at man går glip af meget sjov, for i USA har de et andet forhold til bedemandsbranchen end vi har her i DK.

I ”Bedemandens datter” hvor vi, først, mødte hende, var hun skolefotograf, arvede sin fars bedemandsforretning i USA, også begyndte tingene at tage fart. Jeg har været begejstret for bøgerne om Ilka helt fra starten, hun er sin egen, man aner aldrig hvad hun finder på, hun træffer ind i mellem nogle helt idiotiske valg, og man ved bare, at nu går det helt galt. Det er som om, hun mangler evnen til at tænke 2 gange, og det sætter hende i de mærkeligste situationer, men heldigvis  har hun ben i næsen, hun tager det meste i stiv arm, hun er handlekraftig, det vil sige, at i hendes verden, er problemer til for at blive løst, dog nogle gange på ret alternative måder.

Klip til at Ilka kører rundt i rustvognen med afdøde bagi i kiste, men hun kan ikke rigtig komme af med afdøde, og må ty til en alternativ kølemetode. Sådan noget sker bare, og man kan både le højt og ryste lidt på hovedet.

Det Sara Blædel er allerbedst til, er at fortælle en historie. Man bliver revet med, man hepper på Ilka, og har lyst til at ruske hende lidt. Hun er dejlig fandenivoldsk, altså både Sara og Ilka, der er ikke så meget pis, hvilket gør bogen ret befriende og morsom at læse. Også gør det intet, at plottet er ret fedt.

Jeg elsker at trilogien har fået vokseværk og nu tæller 4 bøger – lad der bare komme flere…

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

ISBN: 978-87-400-8845-8

Forlag: Politikens Forlag

Forfatter: Sara Blædel

Titel: Ilka vender hjem

Sidetal: 321

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *