”Tælle til en tælle til to” er skrevet af Søren Sveistrup. Udgivet af Politikens Forlag den 20. november 2024.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Tælle til en, tælle til to. En morder er løs, du har ingen ro.
Tælle til tre og fire og fem. Døden er bag dig, så mon du når hjem?
Et bestialsk mord er blevet begået, og hurtigt viser det sig, at sagen trækker tråde tilbage til et uopklaret drab på en 19-årig gymnasiepige.
Uden andet våben end sin telefon manipulerer og ydmyger en gerningsmand sine ofre og fører dem ind i et spind af fornedrelse og koldblodig kontrol.
Mark Hess og Naia Thulin sætter alt ind på at opklare forbrydelsen, som viser sig at være en perverteret gemmeleg, der begyndte en forårsdag for mere end 30 år siden, hvor en hyggelig skoleudflugt forvandlede sig til et mareridt.
Et kapløb med tiden går i gang, og Hess og Thulin kommer under et umenneskeligt pres for at forbinde fortid og nutid, før gemmelegen kræver flere ofre.
”Tælle til en tælle til to” er andet bind i serien om Naia Thulin og Mark Hess. Den første hedder ”Kastanjamanden”. Bøgerne indeholder selvstændigt afsluttede historier, men for at få hele baggrundshistorien, vil jeg anbefale at man læser etteren først.
Hvis du gik helt bananas over ”Kastanjemanden”, får du her, kylet resten af frugtskålen lige i ansigtet.
Jeg bøjer mig helt ned i støvet, hold nu fast en fed bog. Man siger at to´eren tit er den sværeste, og der har været kæmpe forventninger til denne to´er, men sænk skulderne, for den lever fuldt ud op til hypen.
Jeg havde lyst til at læse hele bogen ud i en køre, men samtidig læse langsomt – bare for at få den til at vare noget længere. Den er spændende på den helt rigtige måde, i nogle situationer havde jeg lyst til at råbe: ”Gå ikke derind, det går galt” Men selvfølgelig hørte de ikke efter! Det er også et eksempel på hvor levende teksten er, det var som at læse en film, godt nok en film jeg ikke skal se, da jeg er verdens største kylling, når det kommer til at se uhyggelig film. For hvad er mere uhyggeligt end at nogen holder øje med dig derude, og at de kommer tættere og tættere på?
Man kan nok gætte at tælleremsen Tælle til en tælle til to, hønen går ikke med strømper og sko, indgår i handlingen, dog er der lavet om på ordene, så remsen er knap så børnevenlig, men det passer perfekt til hele stemningen, for denne gerningsmand er virkelig sur. Mordene er brutale, uhyggelige og jagten dertil er intens. Der er scener hvor man næsten ikke tør læse, der er scener hvor hjertet banker hårdt, og nogle hvor man næsten får det flået ud. Det er tæt på fuldendt og jeg elskede det alt sammen, og håber ikke, vi skal vente lige så længe på en tre´er.
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber.
Se mere her:
ISBN: 978-87-400-7514-4
Forlag: Politikens Forlag
Forfatter: Søren Sveistrup
Titel: Tælle til en tælle til to
Sidetal: 562