”Ildmageren” er skrevet af Lotte Petri. Udgivet hos Mofibo, en Mofibo Original, den 10. september 2024. Og som papirbog af Ink Black Publishing.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: KKE FOR SARTE SJÆLE. En skole brænder delvist ned, og et lig bliver fundet på brandtomten. Ofret er så forkullet, at kun en obduktion kan afgøre, om det er en mand eller kvinde. Retsmediciner Hack Grandahl finder en genstand i liget, en uhyggelig signatur, der peger på, at en seriedrabsmand er på spil.
En pyroman har over længere tid hærget i lokalområdet, og alle tænker, at det kun er et spørgsmål om tid, før gerningsmanden slår til igen.
Drabsefterforsker Sofie Engell bliver sat på sagen. Hun har netop været til julefrokost sammen med kollegaerne fra E-Gruppen, en fest, hvor hun bliver vidne til noget, der gør, at hun beslutter sig for at fejre julen helt alene, hvilket hendes makker og kæreste, Walter Bjørn Andersen, bliver meget oprørt over.
E-Gruppen er presset, fordi de mange pyromanbrande trækker et blodigt spor efter sig med ulykkelige pårørende og skræmte borgere. Da en ung kvinde bliver bortført, og en ny ødelæggende eksplosionsbrand bliver antændt, føler Sofie, at det hele er kommet ud af kontrol. Ildspåsættelserne rykker nærmere, pludselig bliver det personligt, og hun føler sig truet på livet.
”Ildmageren” er fjerde bind i Lotte Petri´s Blodengel-serie. De foregående hedder: ”Tandsamleren”, ”Åndemaneren” og ”Tatovøren”. Bøgerne indeholder selvstændigt afsluttede historier, men jeg vil anbefale af man læser dem i rækkefølge.
Det jeg elsker ved Lotte Petri, er at hun ikke har berøringsangst overfor noget. Hun skriver om alt det grumme og gyselige, men samtidig evner hun at flette dagligdag, smukke beskrivelser af omgivelser og lærdom ind i teksterne. ”Ildmageren” er, som de foregående i serien, ikke for sarte sjæle. Her er ikke sparet på detaljer, man får alt serveret, råt for usødet. Det er efterhånden blevet Lotte Petri´s signatur, her får du alle detaljer, og jeg elsker det.
Der er bål i byen, nogen tænder ild og folk dør, og politiet er ikke i tvivl om, at der er en pyroman/seriemorder derude. Og de to ord, pyroman og seriemorder, får den hårdkogte krimilæser frem i sædet. For så ved man, der er lagt i kakkelovnen, som man siger… Dog er jeg ikke helt sikker på at den metode som bruges til at starte en brand, i denne bog, vil virke hver gang, da det er dampene fra brandbare væsker som brænder – du ved mere når du har læst.
Dog er jeg ikke helt så begejstret for denne bog, som jeg har været for de forrige i serien. Jeg syntes der er et hul i plottet, selvfølgelig kan jeg ikke sige hvad og hvor, da det vil spoile alt for meget. Og der er steder hvor betjentene virker som om de ikke husker hvad der tidligere er sket. Måske er der også et afsnit som skulle komme før i bogen, her virker betjentene til at have fået kollektivt hukommelsestab, men måske er det kun mig der mener det? Igen kan jeg ikke sige om hvad, træls sætning, ikke… Jeg tror et par gennemlæsninger og en omskrivning vil kunne gøre alverden.
Man kommer tæt på gerningsmand og offer, hvilket giver noget helt særligt til historien, det hele bliver mere levende og skræmmende uhyggeligt. Bogen indeholder også mange temaer som er med til at sætte stemningen, der er drengegruppen som var venner i barndommen, den hjemløse og hele miljøet omkring disse og det at være strandet på værelset hjemme hos mor. Der er meget mere, og det er alt sammen med til at samle trådene, og lede frem til hvem der nu er den helt slemme.
Jeg håber på at der kommer mere i denne serie, da jeg elsker Lotte Petri´s pen og hendes måde at skrive det uhyggelige ind på bogens sider. Dog håber jeg Sofie Engell står mere fast og får bare en anelse mere styr på sagerne. For hun er ret badass til at fange forbrydere.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-995926-1-6
Forlag: Mofibo og Ink Black Publishing
Forfatter: Lotte Petri
Titel: Ildmageren
Sidetal: 337, og lytter du til bogen på hastighed 1,0 hos Mofibo er den 8 t og 57 min.