”Når høgen hvæsser kløer” er skrevet af Allan Erik Mortensen. Udgivet af Falco den 3. september 2024.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Ferieplanerne går i vasken for Jon Harding og NSE-gruppen, da den højgravide Victoria Gullaksen forsvinder sporløst. Victoria er barnebarn af milliardæren Poul Gullaksen, og inden sin forsvinden har hun taget 50.000 kr. fra sit og ægtemandens pengeskab, men ingen fra familien ved, hvad pengene skal bruges til.
Efterforskningen besværliggøres, da to mystiske mænd blander sig i sagen. Samtidig har Jon udfordringer med mandskabet i gruppen, men heldigvis træder den altid originale Viggo Brodersen til.
Politiets efterretningstjeneste arbejder med teorien om, at terrorister er på spil, men Jon er overbevist om, at motivet for Victorias forsvinden skal findes blandt familien Gullaksens mange hemmeligheder.
”Når høgen hvæsser kløer” er tredje bind i Jon Harding – serien. De foregående hedder: ”Dø hvis du tør” og ”Nu lukker sig mit øje”. Bøgerne indeholder selvstændigt afsluttede historier, men jeg anbefaler at man læser dem i rækkefølge, for at få hele historien med. Hvis man vil have hele historien om hvordan Jon Harding kom til Gæringe og mødte Viggo, skal man læse Hængedynd – seriens 10 bøger startende med ”Ringmanden”.
Siger man Jon Harding, siger man også Viggo Brodersen. Første gang jeg mødte Viggo, tænkte jeg at han var et mavesurt fjols, der snart måtte gå på pension. Men efterhånden som bøgerne i Hængedynd – serien blev læst, blev Viggo mere og mere til en person, som Jon Harding manglede, en rigtig ven, en der altid har hans ryg. Og nu kan Viggo slet ikke undværes, da han er den der får smilene frem, den som siger præcis hvad han tænker og ham der ligesom Jon, ikke altid følger reglerne. I ”Når høgen hvæsser kløer” bliver Viggo indlemmet i NSE = National enhed for Særlig Efterforskning og herefter får hele holdet deres sag for med familiehemmeligheder, folk der vifter med våben og selvfølgelig den forsvundne kvinde Victoria – barnebarn af en mangemillionær. Bid for bid lægges puslespillet og der er fart over feltet. Der bliver skudt, delt øretæver ud og spekuleret i motiver.
Jeg er vild med Jon Harding universet, blandingen af langsom landsbyliv og opklaring, kan noget. Viggo som er et helt kapitel for sig, kan man kun holde af. Jeg tror man kunne udgive en bog med Viggo-citater og den ville blive læst igen og igen. I ”Når høgen hvæsser kløer” er handlingen speedet lidt op, udlandet inddrages og der spekuleres tanker, som er skræmmende – især hvis noget sådant udføres, og samtidig er der en hjerteskørende nerve, både i opklaringen og i Jons privatliv. Nu begynder ventetiden, jeg glæder mig allerede til hvad Jon, Viggo og de andre finder på næste gang.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-7596-170-2
Forlag: Falco
Forfatter: Allan Erik Mortensen
Titel: Når høgen hvæsser kløer
Sidetal: 332