”Glasmanden” er skrevet af Anders de la Motte. Udgivet af Modtryk den 17. maj 2024.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Leonore Asker har fundet sig til rette i stillingen som chef for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, da hun efter mange år uden kontakt hører fra sin far, Prepper-Per. Han vil have Leos hjælp – og får han ikke den, vil han udløse en katastrofe, der kan koste menneskeliv.
Leos gamle ven, arkitekten Martin Hill, bliver hyret til at skrive historien om en erhvervsleder, der er kendt for sine skøre teorier og en privatejet ø. Rygtet går, at folk der går i land på øen, ikke slipper levende derfra.
Mens Asker og Hill forsøger at løse hver sin opgave, begynder sporene at mødes, og Glasmanden træder frem fra mørket.
”Glasmanden er andet bind i serien om Leo Asker og Martin Hill. Første bind hedder ”De bjergtagne”. Bøgerne indeholder selvstændigt afsluttede historier og kan læses uafhængig af hinanden. Men jeg anbefaler at læse dem i rækkefølge, for at få essensen af hele historien.
Da jeg havde vendt sidste side i forrige bog ”De bjergtagne” startede ventetiden, for jeg var bjergtaget, gav bogen alle lakridspiberne, og håbede at bog nummer to i serien ville kunne noget af det samme. Og jeg blev ikke skuffet…
”Glasmanden” er mørk, uhyggelig og lige på grænsen af hvad man vil kalde rigtig mærkeligt. Der bliver skubbet til læserens grænser, og man tænker; Tja, det kunne godt være, at en gal videnskabsmand har prøvet noget lignende.
Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, som Leo Asker er chef for, ligger på etage minus 1 og er sådan en afdeling hvor de som ikke passer ind andre steder, bliver placeret. En broget flok der, hver især, kan noget særligt. At de får Leonora Asker som chef, passer meget godt, for hun har heller ikke har et helt normalt liv. Hun er farvet af Prepper Per – hendes far – som lever, nærmest i sin egen virkelighed. Altid klar, altid beredt og altid med en plan B, C og D. Prepper Per har stadig en slagt magt over Leonora – kaldet Leo, og selv om hun ikke har lyst til at hjælpe ham, bliver hun nød til det.
Leo´s ven Martin Hill får opfyldt sin drengedrøm ved at blive inviteret til øen Stjerneholm for at skrive en bog om familiedynastiet med Gunner Irving i spidsen. Omkring øen har der gået rygter om UFOér og monstre, noget Martin har gået op i, siden han var barn.
Øen byder på lidt af hvert, og lad os bare sige, at Martin får sin sag for. Det er super spændende og man tvinges til at læse videre, for denne fortælling er en ægte page turner. Det er en velskreven historie, hvor dysterheden flyder ud gennem siderne. Der er brugt greb fra gyserverden tilsat en smule UFO magi og lidt konspiratorisk historiefortælling.
Hvem er den Glasmand, vil nogen måske spørge? Svaret er gemt i 590 siders lækker krimi, hvor jeg tror dine øjne spærres op, mere end en gang.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN:978-87-7007-916-7
Forlag: Modtryk
Forfatter: Anders de la Motte
Titel: Glasmanden
Sidetal: 590