”Frihed” er skrevet af Maggie Kempinska. Udgivet af People´s den 13. juni 2024.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Et celebert ægtepar i Nordsjælland, forfatteren Mira og hendes mand ”Botox Baronen” Adam Alling, bliver bragt for had på samtlige platforme i en grad, der påvirker deres liv og mentale sundhed. Hetzen raser nådesløst, indtil den dag et medlem af den stormombruste familie forsvinder fra jordens overflade og efterlader lokalsamfundet i vildrede og sorg. Samtidig dukker en dødsliste over de værste webtrolde op. Nogen er gået på troldejagt, men drabsmetoden er uden fortilfælde og efterlader ingen synlige spor.
Hackeren Theo angrer, at hun har takket ja til en speget opgave, som har kostet menneskeliv, men der var lavvande i kassen. Men røde ører beder hun derfor drabschefen, Lennart Rohde, om hjælp, inden flere liv går tabt. Sammen bliver de rodet ind i en sag, hvor selvtægt og demokratiske værdier som ytringsfrihed bringes under lup. Men hvem er egentlig bødlen, og hvem er offeret? Hvem har mest blod på hænderne?
”Frihed” er fjerde bind i Maggie Kempinska´s F-serie. De foregående hedder ”Forskel”, ”Forkert” og ”Fuppet”. Bøgerne indeholder selvstændigt afsluttede historier og kan læses uafhængigt af hinanden, men man får altid den bedste læseoplevelse ved at læse serier i rækkefølge og fra bind nummer et.
De sociale medier kan være et hyggeligt sted hvor man følger med i hinandens liv og kan tage en pause nu og da. Men, det kan også være et sted hvor en shitstorm kan ødelægge et liv og en forretning – det går så pokkers hurtigt og der sidder altid flere personer klar med meninger og mere brænde til bålet. Rammes man først at troldene på nettet, er det svært at få stemningen vendt og en lille fjer, bliver nemt til fem høns. Ytringsfrihed er noget vi skal være stolte at, men når nogle mener det betyder at man også har ydrings-pligt, kan det gå helt galt. Jeg plejer at sige at man skal tælle til 10 inden man taler, men man skal tælle til en million inden man skriver noget på SoMe. Det glemmer folk tit…
Bogen er et glimrende eksempel på hvor galt det kan gå, og er sikkert ikke ret lang fra virkeligheden, hvis man ser på den del som foregår på de sociale medier. Det er så nemt at gemme sig bag skærmen, og opildnet at eget had, smide om sig med grimme kommentarer, og flokken følger med.
”Frihed” kommer skræmmende tæt på virkeligheden og giver i særdeleshed noget at tænke over. Jeg håber at bare en enkelt tastaturkriger læser bogen, og får røde ører. For selv om det er fiktion, er der mere end et gran sandhed gemt i bogens linjer.
Der er fart over feltet og pageturner er et ord, det automatisk popper op. Forpustet men samtidig med tilbageholdt åndedræt blev bogen pløjet igennem. Jeg elsker i øvrigt Theo lidt, og er ret vild med at hun kan møve sig ind hos politiet, selv om hun er hacker. Når man læser slutningen, er det med om at være vågen og super opmærksom, for her speeder handlingen, og twistene, op. Og skal man lege dansklærer (jeg er ikke dansklærer, jer er laboratorietekniker), bare lidt, ser jeg det som et symbol på at vi ikke altid skal tro på hvad vi ser, vi skal se bag facaden og lige stoppe op og tænke – kan det nu også passe. Især set i lyset af hvor hurtigt alting går og hvordan man kan AI skabe en helt ny virkelighed.
Man kan være fri på mange måder, og ”Frihed” kan være mange ting – jeg er vild med eftertænksomheden man sidder tilbage med. Jeg er også vild med blandingen af krimi og samfundsrelaterede emner, at handlingen er skræmmende lig virkeligheden, og at tastaturkrigerne får et ordentlig gok i nødden.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-7593-508-6
Forlag: People´s
Forfatter: Maggie Kempinska
Titel: Frihed
Sidetal: 600
Kære fru Thulstrup, tak for denne fine anmeldelse. Af en eller anden årsag så jeg den først i dag. ( sep.2024) da jeg søgte efter min lektørudtalelse. Det var en fejl. Et forsinket kæmpe kram til dig. ❤️