”En fars kærlighed” er skrevet af Freida McFadden. Udgivet af Jentas som lyd og e-bog d 25. juni 2024. Bogen udgiver som papirbog den 14. august 2024.
Bogen er læst på et abonnement tilsendt fra Mofibo . Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Forlaget skriver: 11årige Nora Davis havde ingen anelse om , at hendes far myrdede kvinder i familiens kælder, mens hun sad oppe på sit værelse og lavede lektier.
Indtil politiet en dag stod foran deres hoveddør.
Årtier senere tilbringer Noras far sit liv bag tremmer, og Nora er en succesfuld kirurg med en stille og ensom tilværelse. Ingen ved, at hendes far var en berygtet seriemorder. Og sådan vil hun gerne have, at det bliver ved med at være.
Men så opdager Nora, at en af hendes unge kvindelige patienter er blevet myrdet. På præcis samme unikke og forfærdelige måde, som hendes far dræbte sine ofre.
Nogen ved hvem Nora er. Nogen arbejder på, at hun skal få skylden for denne frygtelige forbrydelse. Men hun er ikke en morder som sin far. Politiet kan ikke hænge mordet op på hende.
Så længe de ikke kigger i hendes kælder.
Feida McFadden har skrevet en hel stribe bøger, og heldigvis er forlaget Jentas begyndt at udgive dem på dansk. Foreløbig er der udgivet: ”Hushjælpen” og ”Hushjælpens hemmelighed” og selvfølgelig denne ”En fars kærlighed” som, lige nu, kun findes som lyd og e-bog. Til august kommer papirudgaven, sammen med et par stykker af hendes andre titler. Så der er nok at glæde sig til.
Hvis du elsker at blive narret, sådan helt bogstaveligt, så vil du elske Freida McFaddens bøger. Hun er en mester i plots, plots der twister og som får dig til at tvivle, også selv om du for 20 sider siden, følte dig helt sikker i din sag. Jeg syntes det er helt genialt og elsker at lege gætteleg, og elsker endnu mere, hvis forfatteren snyder mig. For selv om svaret faktisk ligger lige foran dig, og du får serveret hints undervejs, ser du det ikke, det er så fantastisk godt tænkt, og skrevet.
I denne ”En fars kærlighed” følger vi Nora som er datter af en seriemorder, man følger den 11 årige Nora og den voksne Nora som er blevet kirurg. Nora´s far havde en helt speciel signatur, og da en kvindes findes dræbt, men netop denne signatur, bliver Nora ret så nervøs, og det selv om hun ved at hendes far er bag tremmer, og ikke kommer ud, da han fik adskillige livstidsdomme. Hvad der er op og ned må du selv læse, det kan være svært at sige så meget mere om handlingen uden at komme til at spoile noget. Jeg kan dog sige, at jeg er sikker på at bogen stjæler din nattesøvn, eller lader din dag flyve afsted. For er man først startet, stopper man ikke med at læse, før sidste side er vendt. Simpelthen fordi man skal vide om man har gætte rigtigt, eller om man er blevet snydt så vandet driver – igen…
Det er en super god historie, jeg er helt blæst bagover over hvordan Freida McFadden formår at twiste et plot, hun får dig til at tvivle igen og igen. Det er uhygge på højt plan, hamrende psykologisk og virkelig velskrevet.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 9788742607510
Forlag: Jentas
Forfatter: Freida McFadden
Titel: En fars kærlighed (på engelsk hedder bogen ”The locked door”)
Sidetal: 350, lyttetid på Mofibo er 6.53 timer – hvis du lytter på 1,0