Kvinden under jorden

”Kvinden under jorden” er skrevet af Morten Remar. Udgivet af Magnolia den 2. maj 2024.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, bliver sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud. Hun begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Men hun føler sig sikker i sin sag om, at ægtemanden er uskyldig, og sætter sin karriere på spil.

Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte “manden med stenansigtet”. Drabene blev aldrig opklaret, og sagen henlagt, men Amanda har lige siden været drevet af hævn og jagtet sandheden, fast besluttet på at finde manden, der tog hendes familie fra hende. En asiatisk skønhed og åndeligt medie, Angela Woo, viser sig at være vejen ind til Amandas mørklagte sind.

”Kvinden under jorden” er første ind i en ny serie med drabsefterforsker Amanda Miller som hovedperson.

Hvis denne serie fortsætter i samme spor, vil du, når der bliver sagt Viborg, også sige Amanda Miller.  Badass powerkvinde og politibetjent som ikke altid, eller nærmest aldrig, følger den lige vej. Utraditionel tænkning og en hjerne der aldrig står stille, gør hende til noget helt særligt. Hun har sine lig I lasten, som er med til at forme hendes personlighed og gøre hende til den hun er. Hun har sig selv at stole på, men finder god hjælp og loyalitet hos kollegaen Madsen. Hun er ikke sådan t løbe om hjørner med og har fødderne placeret dybt i den jyske muld.

En kvinde er formodet dræbt, men hvem gjorde det, og hvor er et eventuelt lig? Det er en sag hvor man har en formodning, men alligevel er der noget som skurer fælt. Man bliver fanget ind I handlingen og hepper med, og ikke mindst, gætter med, når spor for spor opdages. For Amanda Miller tager ikke alt for gode varer og når mavefornemmelsen siger noget – lytter hun efter.

Jeg glæder mig til mere om Amanda Miller, da hun er en hovedperson med en spændende personlighed, og hendes families historie vil man bare vide alt om. Det er en bog hvor siderne vender sig selv, for jagten på hvad der er sket, er virkelig spændende og plottet er godt skruet sammen – afslutningen på “Kvinden under jorden” råber på bind nummer to.

Bogen er forfatter og musiker Morten Remar´s syvende udgivelse, plus at han er med i firkløveret der har skrevet små lommekrimier, der blev udgivet under corona som underholdning i en lidt mærkelig tid.

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

ISBN: 978-87-999866-3-7

Forlag: Magnolia

Forfatter: Morten Remar

Titel: Kvinden under jorden

Sidetal: 301

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *