”Skaberværk” er skrevet af Tine Gudrun. Udgivet af Grønningen 1 den 5. februar 2024.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Et homoseksuelt ægtepar bliver fundet dræbt i deres pragtvilla på grænsen til Frederiksberg Have. Ægteparret efterlader sig en lille søn, som kun har en pårørende tilbage, sin gamle morfar i Thy.
Politikommissær Lasse Busk og politiassistent Silke Løve sætter alt ind på at finde morderen, men da ægteparret viser sig kun at være de første i rækken af ofre blandt velhavere i Hovedstadsområdet, hober motiverne sig op. Alle prøver at fastholde det billede, de har skabt af sig selv, trængt af hemmeligheder, der pibler op til overfladen, og ven- og fjendskaber, der vikler sig ind i hinanden.
Mens efterforskningen spidser til, kæmper Lasse og Silke med deres private udfordringer og en trængt justitsminister, der presser de to efterforskere til det yderste.
”Skaberværk” er andet bind i serien om politikommissær Lasse Busk og politiassistent Silke Løve. Første bind hedder ”Dukkesamleren”. Bøgerne kan læses selvstændigt, men jeg anbefaler at læse dem i rækkefølge, for at få hele baggrundshistorien med.
Hvor meget kan et menneske presses inden filmen knækker og alt bliver vendt på hovedet? Det spørgsmål kan stilles mange gange, under læsningen af ”Skaberværk”. For menneskelige tragedier er der rigtig mange af. Persongalleriet er kæmpe stort, også så stort at jeg, under læsningen, tit var lidt i vildrede om hvem der nu var hvem. Men hvis man vedholdent læser videre, og tænker som jeg; at det sikkert kommer til én, hvem der er hvem, går det alligevel. Dog virkede det ret forstyrrende på læsningen at man, så tit, var i tvivl. Jeg både lyttede og læste i papirbogen, og endte med at droppe lytningen, da de mange personer, og mange tråde, ikke helt egnede sig til lyd. For med mange personer, følger også mange sidehistorier, hvilket også er med til at gøre forvirringen endnu værre.
Er man vedholden og overkommer mange personer og tråde, får man en ret vild historie om, hvor man kommer fra, hvad man kan blive og hvordan man selv kan forme sit liv – men også tanken, om man helt kan slippe fri fra fortiden. Pagter der er indgået, kan vise sig at være svære at leve med. Folk bliver skubbet helt ud over kanten, og ikke alle handler helt hensigtsmæssigt. Bogen indeholder grumme forbrydelser og blodige detaljer, og er ikke for de helt sarte sjæle.
Googler man ordet Skaberværk, siger ordbogen; ”proces hvorunder man skaber eller frembringer noget” Bogen i sig selv er et værk, men jeg er sådan indrettet, at jeg godt kan lide at bogens titel, siger noget om bogens handling. Måske er jeg ikke klog nok, men jeg har lidt svært ved at overføre denne titel til handlingen. Måske er det hadet, måske er det hævnen? Det vil jeg rigtig gerne diskutere. Også vil jeg vente på mere, for denne serie har potential til, med tiden, måske at blive til noget godt og grumt.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-7339-482-3
Forlag: Grønningen 1
Forfatter: Tine Gudrun
Titel: Skaberværk
Sidetal: 393